Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er statsborger i Etiopien og kristen ortodoks af trosretning. Ansøgeren har været medlem af UDJ Unity for Democracy and Justice i Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet af de etiopiske myndigheder, herunder den etiopiske sikkerhedstjeneste, grundet hans medlemskab af partiet UDJ Unity for Democracy and Justice. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født i [en by] i Eritrea. Sammen med sine forældre og to brødre flyttede han til Addis Abeba i Etiopien, da han var to år. Ansøgeren blev, i forbindelse med sin 18-års fødselsdag, officielt medlem af partiet UDJ Unity for Democracy and Justice. Forud for dette havde han udført aktiviteter for partiet. Den [medio] 2013 blev ansøgeren overfaldet af [nogle] mænd fra den etiopiske sikkerhedsstyrke. Efter overfaldet var ansøgeren indlagt i [et antal] dage på hospitalet. En uge efter overfaldet blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af [nogle] andre mænd samt en af mændene fra første overfald, som førte ham til et fængsel, hvor han blev udsat for tortur. Han blev herefter tilbageholdt i fængslet sammen med en del andre unge mennesker, der ligesom ansøgeren, var tilbageholdt på grund af deres politiske overbevisning. Under tilbageholdelsen underskrev ansøgeren en erklæring blandt andet om, at hans opposition mod regeringen havde karakter af terror. Efter underskrivelsen blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Eritrea henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at ville skulle leve i et diktatorisk samfund. Ansøgeren har ifølge sin egen forklaring opholdt sig i Etiopien siden 1995. Han er vokset op, har gået i skole og har fået en uddannelse i landet. Endvidere har han haft etiopisk ID-kort, og hans moder er etiopisk statsborger, når der videre henses til, at ansøgeren umiddelbart opfylder betingelserne i den etiopiske konstitution fra 1995 for at blive etiopisk statsborger, findes ansøgeren at kunne vurderes i forhold til Etiopien. Ansøgeren har i øvrigt spontant oplyst, at han føler sig som etiopier. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring kan Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren har været menigt aktivt medlem af UDJ, at han er blevet overfaldet af civilt politi på gaden, at han kort tid efter overfaldet blev anholdt og tilbageholdt af myndighederne i [et antal] dage, hvorunder han blev udsat for torturlignende overgreb. Ansøgeren blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om ikke at oplyse om tilbageholdelsen, ligesom han lovede at ophøre med politiske aktiviteter. På denne baggrund findes ansøgeren at være kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Etiopien/2016/2/IBL