Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen Ogaden og er sunni-muslim af trosretning fra Jigjiga, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han sympatiserer med ONLF (Ogaden National Liberation Front), som hans fader var aktivt medlem af. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af de etiopiske myndigheder, herunder Liyu Police, da de beskylder ham for at samarbejde med ONLF. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han flere gange er blevet opsøgt og tilbageholdt af Liyu Police, idet de har beskyldt ham for at samarbejde med sin fader, som er aktivt medlem af ONLF. Uanset at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om hændelsesforløbet i forbindelse med det påberåbte asylmotiv, kan Flygtningenævnets flertal lægge til grund, at myndighederne har været bekendt med, at ansøgerens fader var aktivt medlem af ONLF, at faderen havde en sådan position inden for bevægelsen, at myndighederne ønskede at likvidere faderen, at myndighederne var bekendt med, at ansøgeren havde haft kontakt med faderen, at ansøgeren blev udsat for tilbageholdelse af myndighederne, at ansøgeren blev tvunget til at samarbejde med myndighederne med henblik på at finde frem til faderens opholdssted, at ansøgeren fik kontakt med faderen, og at der herefter opstod en skudepisode mellem myndighederne og medlemmer af ONLF, hvorunder det lykkedes ansøgeren at slippe væk. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Etiopien/2016/17/COL