etiopien201613

Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk ogaden og muslim af trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, idet de beskylder ham og hans familie for at støtte ONLF (Ogaden National Liberation Front). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans fader blev anholdt af de etiopiske myndigheder [i vinteren] 2012, idet han igennem en længere periode havde transporteret fødevarer for ONLF i forbindelse med sit arbejde. I [slutningen af] 2012 fik familien at vide, at hans fader var afgået ved døden under fængslingen. Tre dage efter faderens anholdelse blev familiens bopæl opsøgt af de etiopiske myndigheder, som herefter opsøgte familien med jævne mellemrum indtil [i foråret] 2013. De etiopiske myndigheder ville have flere oplysninger om faderens tilknytning til ONLF, hvorfor de slog og sparkede ansøgeren og resten af familien i forbindelse med at de udspurgte dem. Familiens bopæl blev sidste gang opsøgt af de etiopiske myndigheder [i foråret] 2013, hvor ansøgeren ikke var til stede. Da ansøgeren kom hjem, var hans moder blevet slået bevidstløs, og ansøgerens søster var blevet voldtaget af de etiopiske myndigheder. Ansøgerens søster fortalte ham, at myndighederne havde fundet ud af, at ansøgerens broder havde tilsluttet sig ONLF, og at ansøgeren skulle flygte, fordi myndighederne ville slå ham ihjel. Ansøgeren flygtede fra bopælen med det samme og tog ophold i en skov, hvor han opholdt sig i to dage, inden han udrejste til Somaliland. Ansøgeren har for tre til fire uger siden fået kontakt med sin fætter, der bor i Storbritannien. Fætteren fortalte, at ansøgerens moder, søster og ægtefælle er blevet skudt af de etiopiske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring om de etiopiske myndigheders opsøgning af familien på bopælen er ganske upræcis. Ansøgeren har endvidere forklaret, at de etiopiske myndigheder var på bopælen cirka hver anden dag indtil [ foråret] 2013. Flertallet finder det ikke sandsynligt, at de etiopiske myndigheder har opsøgt familien i et sådant omfang, uden at de etiopiske myndigheder på noget tidspunkt tog ansøgerens storebroder med, selvom storebroderen nogle gange hjalp faderen, når han kørte lastbilen. Flertallet finder heller ikke ansøgerens forklaring om sin kontakt med sin fætter troværdig. Flertallet finder det påfaldende, at ansøgeren først opnåede kontakt med fætteren tre til fire uger før nævnsmødet, og at fætteren da fortalte, at familien var blevet skudt efter ansøgerens udrejse. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Etiopien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/13/SLN