Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er statsborger i Etiopien og ortodoks kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at han vil blive udsat for grove fysiske overgreb, samt at han vil blive slået ihjel af sin moders familie, idet hans fader har slået hans morbroder ihjel, grundet familiens vodoo magi. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for fysiske overgreb fra [en myndighedsperson], idet dennes datter er blevet forhekset af ansøgerens familiemedlemmer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født i [en by] i Eritrea. Sammen med sine forældre flyttede han til [en provins] i Etiopien, da han var seks år. I [et årtal] slog hans fader hans morbroder ihjel. I [et årstal] blev hans broder dræbt af ukendte medlemmer fra ansøgerens moders familie. Ved udgangen af året blev ansøgeren udsat for vold og trusler fra medlemmer af hans moders familie. Ansøgeren har videre oplyst, at han i 2013 blev opsøgt af [myndighedspersonen]. [Myndighedspersonen] truede ansøgeren, fordi ansøgerens familie havde udført ond vodoo magi mod hans datter, […]. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af nogle soldater, fordi [myndighedspersonens] datter havde nævnt hans navn. Soldaterne tog ham med på politistationen, men han blev løsladt den efterfølgende dag. Ansøgeren har efterfølgende været fængslet flere gange. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet eller, at han vil blive tvangsrekrutteret til militærtjeneste på uendelig tid. Ansøgeren har ifølge sin egen forklaring opholdt sig i Etiopien fra 1989 og frem til sin udrejse. Forældrene, hvoraf moderen er etiopisk statsborger, bosatte sig i [en by] i Etiopien. Ansøgeren gik i folkeskole til og med 10. klasse. Han fik udstedt et etiopisk ID-kort af [en] kommune i 2003 og tog herefter en uddannelse som elektriker. Han har fra 2006 arbejdet som ansat elektriker. Når der videre henses til, at ansøgeren formelt opfylder grundbetingelserne i den etiopiske konstitution fra 1995 for at blive etiopisk statsborger, findes han at kunne vurderes i forhold til Etiopien. Ansøgeren har forklaret upræcist og usammenhængende angående den påberåbte konflikt med [myndighedspersonen], herunder om hvorledes ansøgeren blev udpeget som årsag til [myndighedspersonens] datter, […], sygdom, om [myndighedspersonens] henvendelse til ansøgeren, om antallet af fængslingerne og om tidspunktet for fængslingerne. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring har oplyst, at han ikke har haft nogen kontakt med [myndighedspersonens] datter, at han ikke selv havde magiske evner, at han heller ikke havde søgt at udøve vodoo, og at han og hans forældre tog afstand herfra. Ansøgeren har videre oplyst, at han heller ikke er bekendt med, at moderens øvrige familie har været involveret i en lignende konflikt. Ansøgeren har endvidere forklaret upræcist om, hvornår faderen fik kendskab til, at moderens familie skulle udøve vodoo. Dernæst har ansøgeren forklaret upræcist og udbyggende angående moderens families overfald og chikane mod ansøgeren og hans søskende på grund af faderens drab på morbroderen. Det skal herved bemærkes, at drabet fandt sted tilbage i [et årstal]. Ansøgeren var således efter drabet i stand til at opholde sig i 18 år i hjembyen. Ansøgerens antagelser om, at drabet på broderen, […], skyldes hans moders familie, er alene baseret på formodninger. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren ikke har kunnet angive dagen for broderens død i [et årstal], selvom begivenheden må antages at være et væsentligt moment i hans liv. På denne baggrund og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etiopien/2016/1/IBL