Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigre og protestantisk kristen fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter sin svigerfamilie, som har behandlet hende respektløst på baggrund af hendes etnicitet og religion. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive diskrimineret af den etiopiske regering, da hun er etnisk tigre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født i Etiopien og er etiopisk statsborger, men at hun føler sig mere som en eritreer, idet hendes familie har rødder i Eritrea. [I begyndelsen af 2008] blev ansøgeren viet med sin nuværende ægtefælle, [A], hvorefter hun flyttede ind hos svigerfamilien. Ægteskabet var arrangeret, men frivilligt. Hos svigerfamilien blev ansøgeren nedgjort som følge af sin eritreiske baggrund og religion. Svigermoderen, som er muslim, respekterede ikke, at ansøgeren ønskede at opdrage sine børn i den kristne tro. Da ansøgeren var tre måneder henne med sin yngste søn, født [i sommeren 2010], blev situationen forværret yderligere efter en diskussion med svigerinden. Diskussionen endte med, at svigerinden snittede ansøgeren med et barberblad. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin faster. Efter en uge flyttede ansøgeren tilbage til svigerfamilien, da ansøgerens ægtefælle havde lovet at finde en endelig løsning på problemerne. Ansøgeren undersøgte mulighederne for at udrejse få måneder inden sin udrejse i 2014. Ansøgeren fik med hjælp fra sin onkel visum til Grækenland, hvorefter hun udrejste i [sommeren] 2014. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hun i stigende grad oplevede at blive diskrimineret af de etiopiske myndigheder. Ansøgeren har blandt andet oplyst, at hendes praktiksted lå i et uattraktivt område, at hun blev fyret fra et offentligt hospital, samt at hun blev pålagt ekstraordinært høje skatter i forbindelse med åbningen af en privatklinik. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun under sit ophold i Danmark fejlagtigt er blevet eksponeret som eritreisk statsborger på [en dansk] hjemmeside, hvilket de etiopiske myndigheder vil have mulighed for at få kendskab til. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger i Etiopien. Uanset om Flygtningenævnet lægger de centrale dele af ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med sin ægtefælles familie, til grund, finder nævnet, at konflikten ikke har en sådan intensitet, at den er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at den helt centrale episode, hvor hun blev snittet med et barberblad fandt sted i 2010, og at ansøgeren efter denne episode levede hos svigerfamilien i yderligere fire år, før hun udrejste. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om udstrækningen af konflikten fremstår vag og uden konkrete detaljer, samt at hun uanset uoverensstemmelserne med svigermoderen i en årrække og frem til sin udrejse havde mulighed for at passe sit job som tandlæge og opdrage sine børn kristent. Uanset om der måtte have været løbende uoverensstemmelser med ægtefællens familie, finder Flygtningenævnet herefter, at disse ikke har haft en sådan karakter og intensitet, at de er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med myndighederne på grund af sin eritreiske baggrund eller, at den artikel, som […] har bragt på internettet, har eller vil eksponere hende over for myndighederne på en negativ måde. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har haft konflikter med myndighederne, og at hun var fuldstændig uprofileret, da hun udrejste af Etiopien, ligesom myndighederne allerede var bekendt med, at hun var af eritreiske afstamning. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren formoder, at hun blev behandlet dårligt at myndighederne på grund af sin etnicitet i forbindelse med tildeling af praktiksted. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/6