Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim fra [en landsby], Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af sine to brødre, idet hun imod deres vilje har giftet sig med en mand ved navn [A], der tilhører klanen Madhibaan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2012 blev hemmeligt viet med [A]. Efter omkring to års ægteskab fik hendes to brødre imidlertid mistanke om, at ansøgeren var blevet gift, hvorefter de udsatte hende for overgreb. De truede ansøgeren på livet, hvilket medførte, at hun til sidst indrømmede ægteskabet. Brødrene meddelte derefter, at de senere ville slå hende ihjel, og at også [A] ville blive slået ihjel. Den efterfølgende dag udrejste ansøgeren af Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen på centrale punkter findes usandsynlig. Det findes således usandsynligt, at ansøgeren og [A] først var kærester i fire-fem måneder og dernæst gift i to år, før forholdet blev opdaget af ansøgerens brødre, navnlig henset til, at ansøgeren og [A] boede i en landsby bestående af ganske få huse. Det findes herunder usandsynligt, at ansøgeren kunne holde skjult for sin søster og sine børn, at hun havde et forhold til [A], som ofte besøgte hende i den lille hytte med kun et rum, hvor hun boede sammen med søsteren og børnene. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har svaret upræcist og afglidende på flere spørgsmål i Flygtningenævnet, herunder blandt andet hvornår hendes brødre spurgte hende om forholdet til [A] og om de begge eller kun den ene bad hende komme med til det vandhul, hvor overgrebet skulle have fundet sted. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/19