Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [A], Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, idet de mistænker hende for at være medlem af ONLF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fader og søster i begyndelsen af 2012 blev fængslet af de etiopiske myndigheder, da myndighederne mistænkte dem for at være medlem af ONLF. I [foråret] 2014 blev ansøgeren, via en tidligere indsat i fængslet, bekendt med, at hendes fader længe forinden var død i fængslet, mens ansøgerens søster fortsat var fængslet. Ansøgerens broder blev oprevet over faderens død, hvorfor han meldte sig ind i ONLF. Ansøgeren blev bekendt med dette [senere] i [løbet af foråret] 2014, da hendes kusine, [B], opsøgte ansøgerens bopæl for at hente en jakke til ansøgerens broder. Ansøgeren tog med sin kusine ud for at finde sin broder. De fandt ham død i skoven, hvorefter ansøgeren besvimede. Da hun vågende, var hendes kusine væk, og hun var omringet af repræsentanter fra Liyu Police. Hun blev fængslet frem til [sommeren] 2014, da myndighederne mistænkte hende for at være medlem af ONLF. Hun blev løsladt på betingelse af, at hun fremadrettet skulle spionere i lokalområdet og videregive oplysninger til Liyu Police, såfremt hun fik oplysninger om personer, der sympatiserede med ONLF. Flygtningenævnets flertal finder efter en konkret og samlet vurdering, at ansøgerens forklaring i det væsentlige kan lægges til grund. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun af myndighederne er mistænkt for at have tilknytning til ONLF, og at hun ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den etiopiske statsborger [C] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etiopien/2015/15.