Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen ogadeen og er muslim fra […], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er opvokset med sin søster hos deres farbroder, […]. Søsteren var gift med deres fætter, men [primo] 2014 afgik søsteren ved døden, hvorefter farbroderen fortalte ansøgeren, at hun skulle giftes med den fætter, som søsteren havde været gift med. Idet ansøgeren allerede havde en kæreste, ønskede hun ikke at indgå ægteskabet, hvilket hun meddelte farbroderen. Farbroderen fastholdt, at ansøgeren skulle giftes med fætteren, og da ansøgeren nogle dage senere blev opdaget i at mødes med sin kæreste, gav han hende lussinger, og fætteren slog og sparkede hende. Herefter fik ansøgeren forbud mod at forlade huset, og hun fik intet at spise i tre dage. Farbroderen og fætteren anklagede hende endvidere regelmæssigt for at være gravid, og hun blev også i forbindelse hermed ved en lejlighed slået og sparket, ligesom fætteren barberede hendes hår af. Ansøgeren fik hver anden dag besøg af sin veninde […], som overbragte ansøgeren beskeder fra kæresten, og de planlagde hendes flugt fra hjemmet. [I foråret] 2014 skulle farbroderens familie deltage i et bryllup, og idet familien lod døren til huset være ulåst, benyttede ansøgeren muligheden for at slippe væk, hvorefter hun [få dage senere] 2014 udrejste med fly til Tyrkiet. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent og selvoplevet. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den etiopiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Etiopien/2015/12