Etiopien200703

Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst første gang i 2001. I 2003 ansøgt om asyl i Sverige, og på ny søgt om asyl i Danmark i 2006. Flygtningenævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens medlemskab af OLF (Oromo Liberty Front) og hendes aktiviteter for denne organisation i nogle måneder i 1997 kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring havde været helt uprofileret og kun havde udført meget begrænsede opgaver for denne organisation. Det forhold, at ansøgeren i 1997 var blevet skudt på åben gade af nogle ukendte gerningsmænd, samt at hun samme år var blevet fængslet og tilbageholdt i to måneder, hvorunder hun var blevet udsat for seksuelle overgreb, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter ansøgerens forklaring ikke var grund til at tro, at fængslingen havde haft sammenhæng med hendes politiske aktiviteter, men måtte antages at være en vilkårlig fængsling. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Etiopien fra 1997 til 2001 uden problemer eller konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter at være indrejst i Danmark i begyndelsen af 2001 var rejst tilbage til Etiopien, hvor hun havde opholdt sig fra maj til august 2001 uden problemer med myndighederne. Flygtningenævnet fandt som følge af det anførte ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien ville være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7. Etiopien/2007/3