Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er opvokset hos sin moster i Etiopien, og at ansøgeren gennem mosteren havde været troende i pinsebevægelsen. Nævnet lagde videre til grund, at ansøgeren i efteråret 2008 var rejst tilbage til Eritrea, og at hun i en periode på cirka to måneder indtil sin udrejse fortsat havde dyrket sin tro i pinsebevægelsen, idet hun havde deltaget i fire møder, hver med fem til seks deltagere, hvor de havde sunget lavt, bedt og læst i biblen. Ingen af disse møder var blevet afbrudt af myndighederne. Nævnet bemærkede dog, at ansøgeren havde forklaret noget upræcist om tidsforløbet vedrørende møderne. Ansøgeren havde forklaret, at politiet var blevet bekendt med hendes tro, og at politiet havde efterspurgt hende på bopælen to gange. Nævnet kunne ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærkede herved, at ansøgerens aktivitet havde været af ganske begrænset omfang, og at politiet ikke havde ransaget bopælen, hvilket ville have været naturligt, hvis man ville have haft fat i ansøgeren. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens forklaring om sit ophold i Etiopien og illegale tilbagerejse til Eritrea stemte mindre godt med ansøgerens forklaring om, at hun i slutningen af 2008 var blevet indkaldt til aftjening af værnepligt. Det forekom heller ikke naturligt, at ansøgeren ikke på nogen måde var bekendt med, hvilken registrering hendes forældre havde foretaget af hende over for de eritreiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt, på trods af de generelle oplysninger om myndighedernes fremfærd over for medlemmer af trossamfund, der ikke var godkendte, ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun risikerede forfølgelse som følge af sin religiøse overbevisning. Nævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgeren, uanset at hun havde påberåbt sig en meget massiv tilknytning til pinsebevægelsen, kun havde kunnet forklare begrænset om bevægelsens tro. Det forhold, at ansøgeren ikke var i besiddelse af legitimationspapirer udstedt af de eritreiske myndigheder ved en tilbagerejse til Eritrea, kunne ikke medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at der ikke var noget grundlag for at antage, at ansøgeren skulle risikere forfølgelse eller havde behov for beskyttelsesstatus i forhold til Etiopien, hvis hun skulle rejse dertil. Eritrea/2010/1
