Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, født 1966, samt et barn. Indrejst i juli 2002 på familiesammenføring. Ansøgning om asyl indgivet i februar 2003. Ansøgeren havde blandt andet oplyst, at flere af hendes brødre var imod regimet i Eritrea, og at ansøgeren selv havde nægtet at blive medlem af regeringspartiet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv primært havde henvist til, at hun fra 1998 var blevet udsat for chikane fra myndighederne, og at hun i september 2000 tre gange var blevet udsat for henvendelser fra myndighederne. Nævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde kunnet konkretisere den politisk begrundede chikane, hun mente sig udsat for, bortset fra en telefonopringning med en falsk oplysning om, at sønnen var død, og det var ikke sandsynliggjort, at denne oplysning var myndighedsunderstøttet. For så vidt angår tre påberåbte henvendelser, fandt nævnet ikke, at disse havde haft en sådan intensitet eller karakter, at de kunne karakteriseres som forfølgelse i asylretlig forstand. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren derefter havde bibeholdt sit arbejde og sin bolig frem til udrejsen i 2002, ligesom hun var udrejst på legalt pas og med udrejsetilladelse udstedt af myndighederne. Nævnet fandt dernæst ikke, at ansøgeren, som tidligere gjort gældende, havde sandsynliggjort, at hun ville være i risiko for overgreb fra familien ved en tilbagevenden, fordi hun er fraskilt og psykisk syg. Nævnet lagde her vægt på, at en tidligere skilsmisse og behandlingskrævende psykisk sygdom i hjemlandet ikke tidligere efter det oplyste havde givet problemer i forhold til familien. Den beskikkede advokat gjorde for nævnet gældende, at ansøgeren ved tvangsmæssig tilbagesendelse risikerede overgreb fra myndighederne allerede som følge af den i Danmark indgivne asylansøgning. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne imidlertid allerede på grund af de konkrete foreliggende omstændigheder ikke lægge til grund, at der ville være risiko for, at ansøgeren, selv ved en tvangsmæssig tilbagesendelse, ville være i risiko for overgreb som følge af mistanke om illoyalitet over for regeringen. Flertallet lagde her vægt på, at ansøgeren var udrejst legalt med henblik på familiesammenføring, og at der forelå positiv anbefaling fra en statsinstitution, hvor hun havde været ansat frem til udrejsen. Flertallet fandt således ikke, at ansøgeren havde godtgjort, at hun ved sin udrejse var i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en hjemvenden risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Eri/2005/3
