Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Eritrea. Indrejst i 2009. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om ansøgerens forhold samt nye baggrundsoplysninger om ind- og udrejseforholdene i Eritrea.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er 27 år, tilhører Pinsebevægelsen og er fra […] i Eritrea. Hun er eritreisk statsborger. Flygtningenævnet stadfæstede den […] 2010 Udlændingestyrelsens afgørelse om at meddele ansøgeren afslag på hendes ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse, at ansøgeren havde oplyst, at hendes datter på omkring seks år opholdt sig hos ansøgerens moder i Asmara i Eritrea, samt at ansøgeren i begyndelsen af 2009 var udrejst illegalt af Eritrea. Flygtningenævnet kunne lægge dele af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, herunder at ansøgeren var opvokset hos sin moster i Etiopien, at hun i efteråret 2008 rejste tilbage til Eritrea, hvor hun i en periode på omkring to måneder, indtil sin udrejse, dyrkede sin tro i Pinsebevægelsen, og at hun i den forbindelse deltog i fire religiøse sammenkomster. Om sit asylmotiv forklarede ansøgeren endvidere i Flygtningenævnet, at politiet i vinteren 2008, hvor hun boede hos sin moder, to gange spurgte efter ansøgeren på bopælen. Det fremgik, at henvendelserne skyldtes, at politiet var bekendte med, at ansøgeren var medlem af Pinsebevægelsen. Denne del af forklaringen kunne nævnet ikke lægge til grund. Nævnet bemærkede i den forbindelse blandt andet, at ansøgerens aktivitet havde haft et begrænset omfang, samt at politiet ikke havde ransaget bopælen, hvilket havde været naturligt, hvis man ville have haft fat i ansøgeren. Flygtningenævnet fandt herefter, og trods de generelle oplysninger om myndighedernes fremfærd over for medlemmer af trossamfund, der ikke er godkendte, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun risikerede forfølgelse som følge af sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet bemærkede tillige i afgørelsen, at ansøgerens forklaring om sit langvarige ophold i Etiopien og illegale tilbagerejse til Eritrea stemmer mindre godt overens med hendes forklaring om, at hun i vinteren 2008 skriftligt var blevet indkaldt til aftjening af værnepligt. Nævnet anførte endvidere, at det forhold, at ansøgeren ikke er i besiddelse af legitimationspapirer udstedt af de eritreiske myndigheder ved en tilbagerejse til Eritrea ikke kan medføre, at hun opfylder betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet besluttede den […] 2013 at genoptage sagen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været aktiv i Pinsebevægelsen i hele sit liv, og at hun også aktivt har dyrket sin religion i fællesskab med andre i den periode, hvor hun har boet i Eritrea. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea vil afholde sig fra at fortsætte med aktivt at dyrke sin tro i fællesskab med andre under afholdelse af gudstjenester med videre. Efter en samlet vurdering findes det overvejende sandsynligt, at de eritreiske myndigheder vil blive bekendt hermed. Det er efter baggrundsoplysningerne forbundet med en vis usikkerhed, om ansøgeren som enlig kvinde med et mindreårigt barn og med hendes særlige baggrund, i strid med hendes tro, vil blive pålagt at udføre militærtjeneste, men dette må dog anses for at være en nærliggende mulighed. At ansøgeren har boet det meste af sit liv i Etiopien, og alene har opholdt sig i Eritrea i sammenlagt under to år, kan efter baggrundsoplysningerne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger endvidere væsentlig vægt på, at ansøgeren, der er i den værnepligtige alder, er udrejst illegalt og bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter det oplyste ikke har betalt den skat, der kræves af eritreiske statsborgere i udlandet, og nu har opholdt sig uden for hjemlandet i knap fem år. Uanset om myndighederne måtte have rettet henvendelse til ansøgeren i 2008 finder Flygtningenævnet herefter, og henset til nyere baggrundsoplysninger om forholdene i Eritrea, at der er en velbegrundet frygt for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet af de eritreiske myndigheder vil blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor den eritreiske statsborger […] samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” erit/2013/5
