erit20133

Nævnet meddelte i december 2013 en mandlig iransk statsborger afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 efter at have genoptaget sagen. Ansøgeren indrejste i 2006.  I begyndelsen af 2009 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om ansøgerens aktiviteter som sanger før udrejsen af Iran og hans deltagelse i demonstrationer under opholdet i Danmark.

Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk […]og shia-muslim fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv ved den oprindelige asylsagsbehandling henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede myndighederne som følge af sit salg af alkohol og sexudstyr samt formidling af prostituerede. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter det iranske regime som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder særligt henset til, at han på udrejsetidspunktet fremstod som kendt over for folket og regimet som følge af sit virke som religiøs sanger. Det fremgår af sagen, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer mod det iranske regime foran den iranske ambassade samt på Rådhuspladsen i København, ligesom han under en demonstration foran Folketinget har holdt en tale. Billeder af ansøgeren fra demonstrationen foran den iranske ambassade i sommeren 2009 blev bragt i forbindelse med en artikel i en landsdækkende dansk avis den […] 2009. Ansøgeren fremgår endvidere af videoer på youtube. Ansøgeren har endvidere fremlagt et videoklip indeholdende optagelser af sultestrejkende iranske asylansøgere i Danmark. Ansøgeren fremgår af optagelsen, ligesom han udtaler sig til kameraet. Den fremlagte video er angiveligt blevet vist i iransk national TV. Ansøgeren har for nævnet desuden fremlagt to CD’ere som dokumentation for hans virke som sanger i Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har sunget ved privat arrangerede religiøse sammenkomster i forskellige byer i Iran indtil for syv år siden. Det fremgår af ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation, at han har deltaget i en sultestrejke samt en demonstration foran den franske ambassade, ligesom han er med på flere billeder fra demonstrationer, der er trykt i forskellige danske medier. Ansøgeren har endvidere henvist til en tale mod det iranske styre, som han holdt foran Folketinget og til, at han fremgår af optagelser, der er lagt ud på youtube. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hans navn ikke fremgår af nogen af de fremlagte optagelser, og at han er filmet i baggrunden af billerne fra sultestrejken, hvor han ikke var talsmand, men kun udtalte sig kort og uden navn til kameraet. På de øvrige fremlagte billeder figurerer ansøgeren som en blandt flere, og på billedet fra demonstrationen foran den iranske ambassade bærer han solbriller. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder på den baggrund ikke, at optagelserne af ansøgeren kan antages at have profileret ham i tilstrækkelig grad i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren før sin legale udrejse af Iran sang ved diverse arrangementer for større forsamlinger i forskellige franske byer, kan under henvisning til karakteren af arrangementerne ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnets flertal finder således fortsat ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. l, eller 2." erit/2013/3