Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea født i 1987 samt et barn. Indrejst 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk gash-barka fra Asmara i Eritrea. Ansøgeren og hendes familie udrejste fra Eritrea i 1994, og hun har ikke siden opholdt sig i hjemlandet. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har aldrig haft konflikter med enkeltpersoner eller myndigheder i Eritrea. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygter krigen imellem Eritrea og Etiopien, da hun ikke har noget familie tilbage i Eritrea. Ansøgeren frygter videre at blive udstødt af samfundet, da hun er alene med sin datter. Ansøgeren frygter endvidere at blive tvunget til at aftjene værnepligt i Eritrea. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at hun vil blive anset som medlem af pinsebevægelsen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først er fremkommet med denne oplysning under samtalen med advokaten, mens hun tidligere flere gange har oplyst, at hun er ortodoks kristen. Det forhold, at ansøgeren ikke har noget socialt netværk i Eritrea, og at hun er enlig mor med et lille barn, kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at socioøkonomiske forhold ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren ikke ved indrejse i Eritrea kan fremvise et udrejsestempel, kan ikke medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er udrejst ulovligt, og at hun ikke på nogen måde er profileret. Det forhold, at ansøgeren risikerer at blive indkaldt af myndighederne til aftjening af militærtjeneste, kan ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse” erit/2011/1