Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk Tigrinya og kristen ortodoks fra Eritrea. Klageren har været medlem af foreningen Smret i Danmark siden starten af 2016. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren isoleret set er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om det forhold, at klageren er dømt for strafbart forhold i Danmark og udvist af Danmark, er til hinder for, at der – uanset at betingelserne efter § 7, stk. 1, er opfyldt – meddeles klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Østre Landsrets ankedom [fra starten af] 2018 idømt fængsel i 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 4 år for vold efter straffelovens § 244 ved den 31. december 2016 at have slået sin tidligere samlever flere gange i ansigtet med flad og knyttet hånd samt sparket hende flere gange i maven og ryggen og i overensstemmelse med sin erkendelse ved [i foråret] 2017 at have slået den samme kvinde en gang i hovedet med flad hånd. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, at han herefter ikke kan meddeles opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Da klageren isoleret set er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal afvejningen foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter det tillige skal indgå i vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, om forbrydelsen er ”særlig farlig”, og om flygtningen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Det fremgår af byrettens begrundelse for strafudmålingen i tiltaltes straffedom (Retten i Roskildes dom [fra efteråret] 2017) bl.a.: ”Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 244. 1 måned af straffen skal afsones nu. Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor … . Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 80 timer. Retten har i skærpende retning lagt vægt på karakteren af volden i forhold 1 [episoden [i slutningen af] 2016], og at denne er begået i forurettedes hjem under overværelse af hendes mindreårige barn. I formildende retning har retten lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet, oplysningerne om hans personlige forhold samt de begrænsede skader af den udøvede vold.” Af begrundelsen for strafudmålingen og udvisningsspørgsmålet fremgår det af Østre Landsrets ankedom bl.a.: ”Landsretten finder, at straffen er passende udmålt. Under hensyn til karakteren og omfanget af den udøvede vold, der er begået mod den samme forurettede under to episoder med ca. 2 måneders mellemrum, er der ikke grundlag for undtagelsesvis at gøre nogen del af straffen betinget alene med vilkår om prøvetid og tilsyn. Henset til de begrænsede skader som følge af den udøvede vold sammenholdt med tiltaltes personlige forhold, herunder at han ikke tidligere er straffet, er der derimod grundlag for, at straffen – under hensyn til den udvidede anvendelse af reglerne om samfundstjeneste, der er tilsigtet med lov nr. 152 af 18. februar 2015 – i det hele gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Dette indebærer, at tiltalte ikke kan udvises i medfør af udlændingelo¬vens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6. Derimod vil der fortsat være hjemmel til at udvise tiltalte i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2. Når tiltalte skal udvises, jf. neden¬for, finder lands¬retten, at dette har som konsekvens, at der alligevel ikke er grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.” Uanset at klageren nu er dømt for to forhold af personfarlig kriminalitet begået mod den samme person på to forskellige tidspunkter finder Flygtningenævnet, at det efter oplysningerne om den udøvede vold og omstændighederne herved – som de nærmere er oplyst i byrettens og landsrettens dom – ikke er grundlag for at karakterisere klagerens forbrydelse som ”særlig farlig”, og at han alene som følge af denne straffedom må betragtes som en fare for samfundet. På denne baggrund finder nævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2018/5/SLH
