Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk […] og katolik fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han giver udtryk for sin politiske holdning på Facebook som privatperson. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller forsvinde, fordi han er imod regeringen og derfor er deserteret fra militæret og udrejst illegalt af Eritrea. Han frygter derudover de eritreiske myndigheder, fordi han har opholdt sig i Vesten uden at betale skat til de eritreiske myndigheder. Han har til støtte herfor oplyst, at han boede i byen [by] i Eritrea, hvor han afsluttede 11. klasse. Han blev herefter sendt til militærskolen i byen [by] [i sommeren 2011]. Han modtog en måneds militærtræning, hvorefter han tog 12. klasse på militærskolen. Han afsluttede 12. klasse [i foråret 2012], hvorefter han modtog yderligere to måneders militærtræning frem til [sommeren 2012]. Han boede hos sin familie i [by] i et år fra [sommeren 2012] til [sommeren 2013], og han havde ikke nogen opgaver for militæret i den periode. Han udførte indimellem almindelige opgaver for myndighederne. Klageren blev sendt tilbage til militærskolen i [by] [i efteråret 2013], hvor han modtog militærtræning i en måned, før han blev beordret til at gå 350 km til byen [by] [i efteråret 2013]. Han opholdt sig i [by] i omkring tre uger, før han valgte at desertere fra militæret [i slutningen af 2013]. Han opholdt sig herefter hos sin familie i [by] i tre til fire dage, før han udrejste illegalt af Eritrea. Myndighederne opsøgte klagerens families bopæl flere gange efter klagerens udrejse af Eritrea for at spørge efter klageren. Klagerens mor fortalte klageren i påsken 2015, at klagerens far var blevet indkaldt til militærtjeneste i stedet for klageren omkring tre måneder forinden. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder efter en vurdering af oplysningerne i sagen, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde i forhold til klageren. Ved vurderingen af sagen har nævnet navnlig lagt vægt på, at klageren ved Vestre Landsrets ankedom [fra foråret 2017] er blevet udvist af Danmark samt på karakteren og grovheden af den ved dommen påkendte kriminalitet, hvor klageren blev idømt en straf af fængsel i 2 år. Heroverfor kan de øvrige oplysninger om klagerens tilknytning til Danmark og hans personlige forhold i øvrigt ikke føre til en anden vurdering. Da klageren ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, kan han imidlertid ikke udsendes tvangsmæssigt til Eritrea eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Eritrea, jf. udlændingelovens § 32 a, jf. § 31, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” erit/2018/2/SHH
