Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk trigrinya og kristen fra Asmara i Eritrea. Ansøgeren har været politisk aktiv for partiet […]. Han har i forbindelse med sit medlemskab af partiet i perioden fra 1998 til 2015 skrevet regeringskritiske artikler. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel eller fængslet af myndighederne, fordi han er homoseksuel, og fordi han har skrevet regeringskritiske artikler. Ansøgeren har endvidere påberåbt, at han frygter repressalier som følge af sin illegale udrejse af Eritrea. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelser af […] juni 2015 og […] december 2016 til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger videre i overensstemmelse med de italienske myndigheders høringssvar fra […] juni 2014 til grund, at ansøgeren har fået subsidiær beskyttelse i Italien. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014 (nugældende § 7, stk. 4). På baggrund af oplysningerne i sagen lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har opholdt sig i Italien fra indrejsen i 2002 og frem til juli 2009, hvor han første gang udrejste til Schweiz. Han havde bolig og arbejde og var i stand til at klare sig selv, ligesom han lærte italiensk nok til, at han ifølge sin egen forklaring vil være i stand til at kommunikere med blandt andet italienske læger. Ansøgeren udrejste herefter de følgende år gentagne gange fra Italien med henblik på at søge asyl i andre europæiske lande, men blev returneret til Italien, sidst i forbindelse med tilbagesendelsen fra Norge i 2014. Ansøgeren blev på et tidspunkt smittet med HIV, og nævnet lægger i den forbindelse til grund, at han i forbindelse med de sidste tilbagesendelser til Italien søgte og fik lægebistand, uden at han i samme forbindelse fik stillet diagnosen HIV, hvorfor han ikke modtog behandling herfor. Ved ankomsten til Danmark blev ansøgerens helbredsmæssige situation hurtigt forværret, og kort efter, at han havde fået stillet diagnosen HIV, blev det konstateret, at han tillige var livstruende syg af lymfeknudekræft, og den yderst sjældne komplicerende tilstand hæmofagocytose. Ansøgeren har været i behandling herfor, og vil resten af livet skulle tage forebyggende medicin mod HIV. Aktuelt er situationen den, at ansøgeren, efter et veloverstået behandlingsforløb for kræften og hæmofagocytosen, ikke længere modtager behandling herfor. Han skal deltage i opfølgende kontroller i 5 år og mangler aktuelt 3 års kontrol. Ansøgerens immunforsvar er i bedring, og han modtager behandling i form af fysioterapi og fitness for de bevægelsesindskrænkninger i benene, der er en følgeskade af kemoterapien. Ansøgeren er med hjælp i stand til at bevæge sig op på anden etage, hvor han bor, og gå længere strækninger ved hjælp af en rollator. Han har i dag en viden om sin sygdom, og hvilke hensyn han skal tage med hensyn til rigtig ernæring og god hygiejne. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Italien vil være beskyttet mod refoulement, ligesom det antages, at ansøgeren uanset, at hans opholdstilladelse er udløbet, kan indrejse i Italien og opholde sig der, men han søger om på ny at få opholdstilladelse i landet. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 2. april 2013 i sagen Samsam Hussein og andre mod Nederlandene og Italien, præmis 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – selvom de er problematiske – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at de økonomiske og sociale forhold i Italien har en karakter, så ansøgeren ved en tilbagevenden vil opnå tilstrækkelig beskyttelse. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Italien vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder en egnet bolig og den fornødne lægehjælp i form af medicin mod HIV og kontrol for kræft og hæmofagocytosen. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren kender sine sygdomme og er i relevant behandling og vil kunne komme i behandling i Italien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at han kan få adgang til arbejdsmarkedet, og den omstændighed, at ansøgeren er gangbesværet, kan ikke ændre ved denne vurdering. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til på ny at tage ophold i Italien. Nævnet forudsætter i den forbindelse, at de italienske myndigheder i forbindelse med tilbagesendelsen underrettes om ansøgerens særlige behov, herunder at de får udleveret relevante helbredsmæssige oplysninger. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2017/4/nke
