Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. I 2015 meddelte Udlændingestyrelsen den pågældende opholdstilladelse. Den pågældende blev i 2016 idømt fængsel i 2 år for voldtægt, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225. Den pågældende blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Udlændingestyrelsen traf afgørelse om, at den pågældende ikke kunne udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen traf endvidere afgørelse om, at klageren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen anser isoleret set klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For Flygtningenævnet er spørgsmålet, om der foreligger sådanne særlige grunde, der på trods af udvisningen med indrejseforbud taler for meddelelse af opholdstilladelse, at klageren skal have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren har kun været i Danmark i kortere tid. Han har ingen nær familie her, men nogle fætre, som han jævnligt har kontakt med. Han taler ikke dansk og har ikke arbejde, ud over at han har arbejdet i fængslet. Flygtningenævnet finder efter en vurdering af straffedommen sammenholdt med klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2017/1/ADP
