Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 1993.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra Asmarra, Central Maekel, Eritrea. Ansøgeren har siden 2011 været medlem af Eritrean Youth Solidarity for Change. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tortureret og henrettet af myndighederne i Eritrea på grund af sit modsætningsforhold til disse. Han har endvidere henvist til, at han frygter indkaldelse til nationaltjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke har betalt 2 % skat til den eritreiske regering siden 1995, og at han som følge heraf er i modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder. Han har videre oplyst, at han i [starten af] 2011 blev truet af fire medlemmer af det eritreiske regeringsparti PFDJ i Danmark, fordi han havde vidnet i en straffesag mod partiets formand [A]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i forbindelse med en sag vedrørende udstedelse af pas har truet en person ved navn [B], som er tidligere formand for PFDJ i Danmark, og som har arbejdet ved den eritreiske ambassade i Stockholm. Ansøgeren har desuden oplyst, at han siden 2010 har skrevet regeringskritiske tekster på hjemmesider for oppositionen i Eritrea. Ansøgeren har herudover oplyst, at han siden 2011 har været medlem af en regeringskritisk gruppering ved navn Eritrean Youth Solidarity for Change og på dennes facebookside fremsat regeringskritiske opdateringer. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han per brev er blevet truet på livet af sin broder, som er bosiddende i Eritrea, idet broderen ikke mener, at ansøgeren har sendt nok økonomisk støtte til Eritrea. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, hvis han vender tilbage til Eritrea, er i risiko for at blive indkaldt til at aftjene værnepligt. På denne baggrund sammenholdt med oplysningerne i baggrundsmaterialet om værnepligten i Eritrea lægger Flygtningenævnet i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren er udelukket fra at opnå beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren [i] 2013 blev idømt ni års fængsel for [drabsforsøg…]. Ved dommen blev ansøgeren udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Eritrea, til han var 24 år og har ikke familie i Danmark nærmere end en søster og dennes børn. Efter karakteren af den handling ansøgeren er dømt for, finder nævnet, at ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet, og at han skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse. Dette findes efter en samlet vurdering af ansøgerens personlige forhold ikke at stride imod Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har således ikke fundet grundlag for i overensstemmelse med advokatens subsidiære påstand at hjemvise sagen med henblik på, at der først tages stilling til asylansøgningen senere i afsoningsforløbet. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har mulighed for at anmode fornyet prøvelse på et senere tidspunkt, såfremt han mener, at der da foreligger nye relevante oplysninger. [Ansøgeren] skal udrejse straks efter løsladelse fra afsoning, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 4. pkt. Flygtningenævnet finder således, at der foreligger et påtrængende tilfælde som følge af det af ansøgeren begåede strafbare forhold, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 5. pkt. Såfremt [ansøgeren] ikke udrejser frivilligt, kan han udsendes tvangsmæssigt men under henvisning til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, kan han ikke udsendes tvangsmæssigt til Eritrea eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Eritrea, jf. udlændingelovens § 32 a, jf. § 31, stk. 2.” Erit/2016/8/LAJ