Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrini og kristen ortodoks fra [en mindre by], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Eritra henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at han vil blive fængslet, da han er deserteret fra nationaltjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i perioden fra [medio] 2008 til [ultimo] 2013 har aftjent nationaltjeneste i Eritrea. I denne periode fungerede han som vagt og fangevogter i henholdsvis [tre mindre byer]. Fra [primo] 2009 til udrejsen fra Eritrea i [ultimo] 2013, har ansøgeren været en del af en militær genopdragelsesenhed, hvor han fungerede som fangevogter i et fængsel i [to forskellige byer]. Vedrørende Italien har ansøgeren oplyst, at han aldrig har søgt asyl i Italien, at han aldrig har fået optaget fingeraftryk, og at han aldrig har været i kontakt med de italienske myndigheder, hvorfor han ingen konflikt har med myndighederne. Ansøgeren har hørt fra andre asylansøgere i Danmark, at livet som flygtning i Italien ikke er godt, hvorfor ansøgeren ikke vil til Italien. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøger isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af skrivelse af [ultimo] 2014 fra det italienske indenrigsministerium, at ansøger har opnået opholdstilladelse efter at have søgt asyl i Italien, ligesom det fremgår af sagen, at ansøgers fingeraftryk matcher fingeraftryk, optaget den [medio] 2013 i Lampedusa og den [medio] 2013 i Agrigento. Det lægges herefter til grund, at ansøger har opnået opholdstilladelse i Italien. Ansøger har ikke haft konflikter med de italienske myndigheder, og efter Nævnets baggrundsoplysninger vil ansøgers sikkerhed og personlige integritet være tilstrækkeligt beskyttet i Italien, ligesom han vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold. Ansøger vil i Italien være beskyttet mod refoulement og vil, såfremt hans opholdstilladelse måtte være udløbet, frit kunne indrejse og få denne fornyet. Flygtningenævnet finder derfor, at Italien kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/7
