Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk […] og katolik fra […] Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel eller fængslet, idet han har unddraget sig militærtjeneste, og idet han er udrejst illegalt af Eritrea i [slutningen af] 2003. Ved en tilbagevenden til Italien frygter ansøgeren blandt andet ikke at kunne opnå tilstrækkelig behandling mod sin sygdom, og at han vil være henvist til et liv på gaden. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse til grund om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland. Ansøgeren har ikke oplyst, at have haft udeståender med de italienske myndigheder eller enkeltpersoner og har endvidere oplyst, at han under talrige indlæggelser af en til to måneders varighed i perioden fra 2004 til 2014 har modtaget relevant behandling for sine psykiske lidelser. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering på denne baggrund, at ansøgeren i Italien fortsat vil kunne få fornøden lægehjælp, og at Italien også i øvrigt kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/4
