Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk […] og katolik fra […] Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter livslang fængselsstraf, idet hun er flygtet fra sine militære pligter, og idet hun er udrejst fra Eritrea. Ved en tilbagevenden til Italien har ansøgeren anført, at hun vil være henvist til at leve under dårlige forhold på gaden. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter oplysningerne i skrivelsen [fra vinteren] fra de italienske myndigheder finder nævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren har opholdtilladelse i Italien, og har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse af sagen på nærmere undersøgelse heraf. Efter nævnets baggrundsoplysninger er opholdstilladelsen ikke bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som første asylland. Ansøgeren har angiveligt ikke haft konflikter med myndigheder eller enkeltpersoner i Italien, ligesom det ikke kan antages, at hun risikerer refoulement. Flygtningenævnet finder, at Italien kan tjene som første asylland henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om de økonomiske og sociale forhold, som skønnes tilstrækkelige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/3
