Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og muslim fra Khartoum, [landsbyen A], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet eller tvunget ind i den eritreiske militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke nærmere kan begrunde, at han frygter dette, men at han har hørt om disse konsekvenser fra andre eritreanere. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han indtil 1996 boede i Sudan, hvorefter sudanesisk Røde Kors tilbød ham og hans familie repatriering til Eritrea, hvilket de accepterede. Ansøgeren indrejste herefter i Eritrea i 1996. I 1998 udrejste han igen af Eritrea og bosatte sig hos sin moster i Sudan. Han udrejste fra Sudan omkring 2003 eller 2004. I [efteråret] 2008 ankom han til [B] i Italien, hvor han blev registreret med fingeraftryk og billede. Omkring tre måneder efter hans ankomst deltog han i et interview med de italienske udlændingemyndigheder, hvorefter han blev meddelt en midlertidig opholdstilladelse på tre år. Ansøgeren har videre oplyst, at han indrejste i Schweiz [i sommeren] 2011, hvor han søgte om asyl. Efter otte-ni måneders ophold i Schweiz, blev han udvist fra Schweiz med den begrundelse, at han havde opnået beskyttelsesstatus i Italien. Ansøgeren har forklaret, at han herefter boede i Italien, indtil han indrejste i Danmark [ i slutningen af] 2014, hvor han søgte asyl. Et flertal i Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Italien i fem år og har haft opholdstilladelse, der udløb [i sommeren] 2015. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han ikke har haft konflikter med de italienske myndigheder og at han under nævnsmødet har forklaret, at han taler italiensk og i perioder har haft beskæftigelse i Italien. På den baggrund finder nævnet, at ansøgeren må henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder og indlede procedure om fornyet opholdstilladelse i Italien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2015/21
