Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Eritrea. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske trigrinier og kristne af trosretning fra Eritrea. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel af regimet eller civile, idet han under sin militærtjeneste i 2004 blev fængslet for at have stillet spørgsmål, som var kritiske over for militæret og regimet, ligesom han efterfølgende var flygtet fra fængslet og udrejst illegalt af Eritrea. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet og slået ihjel af regimet, idet hun er flygtet fra nationaltjeneste og efterfølgende er udrejst illegalt af landet. Ansøgerne har opnået opholdstilladelse som flygtninge i Italien. Ansøgerne har henvist til, at de ikke ønsker at tage ophold i Italien, idet de her var nødsaget til at leve på gaden, da familien ikke havde noget forsørgelsesgrundlag. Den mandlige ansøger kunne ikke få et arbejde, og børnene kunne ikke gå i skole. De italienske myndigheder ville ikke hjælpe familien økonomisk. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at ukendte gerningsmænd har voldtaget hende og forsøgt at kidnappe deres søn. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge hele ansøgernes forklaring om deres vilkår i Italien til grund. Flertallet lægger ved denne vurdering vægt på, at ansøgerne under nævnsbehandlingen har forklaret om, hvordan de finansierede deres udrejser fra Italien, to gange til Sverige og senest til Danmark. Flertallet finder således, at deres forklaring om, at deres anden udrejse til Sverige blev finansieret dels af opsparede midler fra deres første ophold i Sverige og dels fra indsamlede midler fra andre asylansøgere, står i modsætningsforhold til deres øvrige forklaring om, at de var uden midler til at opretholde et basalt forsørgelsesgrundlag i Italien. Flertallet finder derfor ikke, at de i Italien var henvist til at leve under vilkår, som forhindrede dem i at opnå bolig og basale livsfornødenheder. Det forhold, at den kvindelige ansøger er blevet voldtaget af ukendte gerningsmænd kan ikke føre til en ændret vurdering, navnlig når henses til, at forholdet blev anmeldt og der blev optaget politirapport og politiet oplyste, at de ville forsøge at finde gerningsmændene, ligesom det forhold, at ansøgernes søn blev forsøgt kidnappet heller ikke kan føre til et andet resultat. Ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i en sådan situation. På den baggrund finder flertallet efter en samlet vurdering, at ansøgerne bør henvises til at tage ophold i Italien som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2015/20
