Erit20152

Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

Ansøgeren er etnisk […] og katolik fra […] Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at få en lang fængselsstraf, idet han er deserteret fra den eritreanske hær, og fordi han er udrejst illegalt fra Eritrea. Ved en tilbagevenden til Italien har ansøgeren anført, at han vil være henvist til at leve under dårlige forhold på gaden. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter oplysningerne i skrivelsen [fra vinteren] 2015 fra de italienske myndigheder finder nævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren har opholdstilladelse i Italien, og har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse af sagen på nærmere undersøgelse heraf. Efter nævnets baggrundsoplysninger er opholdstilladelsen ikke bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som første asylland. Ansøgeren har angiveligt ikke haft konflikter med myndigheder eller enkeltpersoner i Italien, ligesom det ikke kan antages, at han risikerer refoulement. Flygtningenævnet finder, at Italien kan tjene som første asylland henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om de økonomiske og sociale forhold, som skønnes tilstrækkelige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/2