Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tigrinya og kristne ortodokse af trosretning fra Asmara, Eritrea. Ansøgerne blev i 2013 medlemmer af organisationen [A], og ansøgerne har i Italien deltaget i demonstrationer mod den eritreiske regering. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tilbageholdt af de eritreiske myndigheder, fordi han deserterede fra militærtjeneste og udrejste illegalt af landet. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han flygtede fra et fængselsophold i Eritrea. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev genindkaldt til militærtjeneste i Omhager i Gash Barka-regionen i [foråret] 1998, hvor han blev pålagt at udføre administrative opgaver. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han [i foråret] 1999 fik til opgave at køre to sårede ledere på hospitalet, og i den forbindelse tog ansøgeren seks andre sårede soldater med. Ansøgeren blev beskyldt for at have taget de seks sårede soldater med uden at have fået tilladelse dertil, hvorfor han blev fængslet i 45 dage i Barentu. Efter løsladelsen arbejdede ansøgeren med produktion af mursten, og på tredjedagen formåede han at udrejse af Eritrea. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Italien frygter, at han ikke vil få nogen støtte eller rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Italien ikke fik støtte til bolig, uddannelse eller daglige fornødenheder. Ansøgeren var i beskæftigelse, blandt andet som frisør, i al den tid, han boede i Italien. Ansøgeren har yderligere henvist til, at der var en sagsbehandlingstid på omkring to år, når hans opholdstilladelse skulle forlænges, hvilket betød, at han ikke havde mulighed for at arbejde og forsørge sig selv og familien, da de italienske myndigheder under sagsbehandlingen inddrog ansøgerens dokumenter. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste, samt at hun frygter at lide samme skæbne som sin søster, der i 1996 døde i forbindelse sin værnepligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun aftjente værnepligt i Sawa i perioden 1996-1998, hvor hun fik almindelig militærtræning de første seks måneder, hvorefter hun blev udstationeret til administrativt arbejde på et kontor. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hun aftjente sin værnepligt sammen med sin søster, [S], der døde i 1996. Da ansøgeren spurgte nærmere ind til, hvordan søsteren døde, blev ansøgeren fængslet i 16 dage. Under fængslingen blev ansøgeren slået og truet, og hun fik at vide, at hun ikke måtte fortælle det til nogen. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter levevilkårene i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at livet i Italien var hårdt. Ansøgeren kunne ikke få permanent opholdstilladelse, og hun var nødsaget til at arbejde meget for at dække familiens leveomkostninger, hvorfor hun havde ikke tid til at være sammen med sit barn. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hun ikke kunne blive familiesammenført med sin søn, [B], som opholder sig i Etiopien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er herefter spørgsmålet, om Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (daværende § 7, stk. 3). Ansøgerne har først under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at den mandlige ansøger af andre eritreere var udsat for chikane i Italien, og at det var årsagen til, at ansøgerne forlod Italien. Når dette sammenholdes med, at ansøgerne såvel i asylskemaet som under den første samtale med Udlændingestyrelsen fortav, at de, inden de søgte asyl i Danmark, havde opnået opholdstilladelse i Italien og havde opholdt sig der i 12 år, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres konflikter i Italien til grund. Ansøgerne har siden 2002-03 opholdt sig i Italien med opholdstilladelse. Ansøgerne havde arbejde og bolig i Italien, deres datter gik i skole, og de behersker sproget. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Italien vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold. Ansøgerne har ikke haft problemer med de italienske myndigheder. Efter Nævnets baggrundsoplysninger vil ansøgerne have mulighed for at indrejse i Italien og for at få fornyet en udløbet opholdstilladelse, ligesom ansøgerne vil være beskyttet mod refoulement. Flygtningenævnet finder derfor, at Italien fortsat kan yde ansøgerne beskyttelse, og at Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2015/16
