elsa20162

Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra El Salvador. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk latin amerikaner og kristen af trosretning fra San Salvador, El Salvador. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til El Salvador frygter, at blive slået ihjel af gruppen [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold i El Salvador. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun og hendes familie [i sommeren] 2014 er blevet afpresset og truet af gruppen [A]. De blev opsøgt omkring hver anden fredag, og hver gang betalte ansøgerens svoger penge. Beløbene steg fra omkring 20 dollars til 100 dollars. På et ukendt tidspunkt [i efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt på vej til universitetet. Der kom to personer hen til ansøgeren, hvoraf den ene truede hende med en kniv, og de befamlede hende intimt. De sagde, at såfremt ansøgerens svoger ikke betalte, ville hun og hendes familie blive slået ihjel. Ansøgeren blev opsøgt og afpresset igen den sidste fredag [i sommeren] 2015. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens og hendes søster og svogers forklaringer til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerne i det væsentlige har forklaret konsistent, og at forklaringerne støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder UNHCR ”Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Needs of Asylum-Seekers from El Salvador” fra marts 2016 om forholdene i El Salvador, herunder de rivaliserende dominerende banders magt og chikane mod befolkningen samt politiets manglende muligheder for at retsforfølge den kriminalitet, banderne udøver. Flertallet lægger videre vægt på, at ansøgerens svoger er blevet udsat for afpresning af beløb, der er steget til 100 dollars per uge, at truslerne er gentaget flere gange og understøttet af trusler i forbindelse med overgreb på ansøgeren og trusler i forbindelse med et røverisk overfald mod ansøgerens svoger. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren og hendes søster og svoger har sandsynliggjort, at de, hvis de vender tilbage til El Salvador, konkret og individuelt risikerer overgreb af den karakter, de er blevet truet med, navnlig fordi de i og med udrejsen er ophørt med at betale det afkrævede ugentlige beløb. På baggrund af baggrundsoplysninger, herunder ovennævnte UNHCR ”Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Needs of Asylum-Seekers from El Salvador” fra marts 2016, kan det ikke antages, at ansøgere kan undgå denne risiko ved at tage ophold et andet sted i El Salvador. Flertallet finder herefter, at ansøgeren og hendes søster og svoger har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Elsa/2016/2