Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk guere fra […], Elfenbenskysten. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren udrejste i 2005 fra Elfenbenskysten til Mali og videre til Mauretanien, hvor han har opholdt sig til efteråret 2010. Ansøgeren var i Mauretanien anerkendt af UNHCR som flygtning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten frygter, at oprørerne vil slå ham ihjel, fordi de i 2003 slog hans forældre samt to søskende ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som kristen og etnisk guere er i en særlig risiko for forfølgelse fra den nuværende præsidents tilhængere. Ansøgeren blev i 2009 i Mauretanien tilbageholdt i ét døgn, hvorunder han blev udsat for tortur, fordi han havde gået synligt på gaden med en bibel. Ansøgeren har endelig henvist til, at han har alvorlige helbredsproblemer, som han ikke kan få behandling for i Mauretanien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Da ansøgeren er ivoriansk statsborger, tiltræder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgerens asylmotiv vurderes i forhold til Elfenbenskysten. Ansøgeren har aldrig haft konflikter med myndighederne i Elfenbenskysten. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at det forhold, at ansøgerens familie i 2003 blev dræbt af oprørere, kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forholdet ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren herefter opholdt sig i landsbyen til 2005, uden at han i den periode blev opsøgt eller efterstræbt af oprørerne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren aldrig personligt har været forfulgt eller efterstræbt i Elfenbenskysten. Helbredsmæssige forhold kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, uanset hvor alvorlige disse måtte være. Hverken ansøgerens etnicitet eller de meget vanskelige, men generelle forhold i Elfenbenskysten kan begrunde asyl. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder under disse omstændigheder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til en stillingtagen til, hvorvidt Mauretanien kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ivor/2012/1
