Elfenbenskysten20081

Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Elfenbenskysten. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således etnisk djoula, født i Abidjan, hvor hun voksede op indtil sit femtende år. Hendes mor var ghaneser, og hendes far var ivoriansk statsborger. Ansøgeren havde aldrig haft erkendte politiske aktiviteter eller udestående med myndigheder eller oprørsgrupper med videre. Ansøgerens mor og yngste barn var blevet dræbt under borgerkrigen. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Elfenbenskysten var af en sådan karakter, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Elfenbenskysten/2008/1