Nævnet stadfæstede i april 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten, født i 1973. Indrejst i august 2005. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren er kristen kopter, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at han ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne, at ansøgeren var blevet gift i 2000 med en kristen kopter, at de sammen havde fået en søn i 2001, at ansøgerens ægtefælle i 2003 havde ophævet samlivet og efterfølgende var konverteret til islam, at ansøgeren og ægtefællen var blevet skilt i februar 2005 efter ægtefællens begæring, at ansøgeren var udrejst legalt i september 2004, og at ægtefællen i oktober 2004 overfor myndighederne havde fremsat anmodning om udlevering af drengen. De telefonopkald, som ansøgeren modtog fra angiveligt tre forskellige mandspersoner fra 2003 og frem til udrejsen, kunne ikke begrunde asyl. I det omfang, der var tale om trusler, var der tale om almindelige kriminelle forhold. Det samme var tilfældet med hensyn til to overfald, som forældrene havde været udsat for efter ansøgerens udrejse. Det måtte endvidere tillægges vægt, at myndighederne efterforskede de forhold, som forældrene havde anmeldt. Den chikane, som ansøgeren i øvrigt havde oplyst at have været udsat for, kunne ikke antages at have haft en sådan intensitet og omfang, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Ansøgerens konflikt med ægtefællen om forældremyndigheden er en privatretlig konflikt, som ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Det må tilkomme det enkelte land at udfærdige lovgivning for egne statsborgere, herunder om familieretlige forhold, ligesom det pågældende land er berettiget til at fastsætte sanktioner, såfremt lovgivningen overtrædes. Den fremlagte tilsigelse til kriminalpolitiet af april 2006 kunne på denne baggrund ikke tillægges nogen vægt. Den omstændighed, at det efter egyptisk ret måtte antages, at forældremyndigheden ville blive tillagt den muslimske part i et tilfælde som det foreliggende, kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Forholdene kunne heller ikke sidestilles med tvangskonvertering, idet det måtte tilkomme den part, der vil få tillagt forældremyndigheden, at træffe bestemmelse om barnets opdragelse og religiøse tilhørsforhold. Idet de generelle forhold for kristne koptere ikke i sig selv er asylbegrundende, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Egypten/2006/1
