egyp201712

Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk egypter og sunni-muslim af trosretning fra [by], Egypten. Ansøgeren har været aktiv for og medlem af Det Muslimske Broderskab i perioden fra 2008 til 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter Det Muslimske Broderskab, idet han har forladt partiet og dermed betragtes som forræder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de egyptiske myndigheder, dels fordi han har unddraget sig værnepligt og dermed risikerer fængselsstraf, dels fordi han frygter, at myndighederne urigtigt er af den opfattelse, at han fortsat er medlem af Det Muslimske Broderskab. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han var aktiv for og medlem af Det Muslimske Broderskab i perioden fra 2008 til 2012. Partiet var i denne periode lovligt, men blev senere ulovliggjort. Ansøgeren blev præsenteret for Det Muslimske Broderskab af to medlemmer fra Det Muslimske Broderskab, [A] og [B], som ansøgeren mødte i moskéen. Ansøgerens arbejdsopgaver for broderskabet bestod hovedsageligt i at rekruttere andre medlemmer og i at arbejde i broderskabets forretninger i byen. Ansøgeren deltog endvidere i perioden i adskillige demonstrationer imod regimet. I 2010 ændrede demonstrationerne karakter og medlemmer af Det Muslimske Broderskab begyndte at bære våben. I 2012 fik ansøgeren at vide, at han også skulle bære våben, hvortil ansøgeren svarede, at han ikke ønskede dette, og at han ville forlade partiet. Han modtog en række advarsler og blev et par måneder efter 2012 overfaldet af [A] og [B], hvorunder der blev holdt en pistol mod hans hoved, og i hvilken forbindelse han blev truet med overgreb, hvis han forlod partiet. Han levede frem til sin udrejse i [sommeren] 2013 i skjul i omkringliggende byer. Ansøgerens bopæl er efterfølgende blevet opsøgt af [A] og [B] i slutningen af 2012, hvor de spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens bror er endvidere blevet opsøgt på gaden af [A] og [B], hvor de spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren frygter, at de egyptiske myndigheder har registreret ham og kender til hans baggrund, idet den egyptiske efterretningstjeneste er meget effektiv. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 2007 modtog indkaldelser både mundtligt og på skrift til det egyptiske militær. Da ansøgeren er udrejst uden at aftjene sin værnepligt, vil dette blive betragtet som unddragelse, hvorfor ansøgeren risikerer fængselsstraf på to år under dårlige forhold. Ansøgeren vil efterfølgende blive pålagt at aftjene sin værnepligt. Flygtningenævnet har i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lagt ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, dog ikke forklaringen om [As] og [Bs] overfald, der er udbyggende i forhold til ansøgerens tidligere forklaring. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikt med Det Muslimske Broderskab, herunder [A] og [B], efter det oplyste ikke har en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort, at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 fra de egyptiske myndigheder, idet det alene beror på ansøgerens egne ubekræftede formodninger, at myndighederne har fået kendskab til ansøgerens tidligere medlemskab af Det Muslimske Broderskab, endsige at myndighederne ville udøve sanktioner over for ansøgeren i den anledning. For så vidt angår ansøgerens udeblivelse fra aftjening af militærtjeneste finder Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundoplysninger, herunder Udenrigsministeriets høringssvar af 26. august 2014, at ansøgeren ikke i den anledning risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2017/12/MJM