Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin dårlige økonomiske situation i Egypten. Ansøgeren har videre henvist til, at han har modtaget trusler, fordi han er karikaturtegner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har arbejdet som karikaturtegner, men at han på grund af de generelle økonomiske vanskeligheder, der fulgte tilbagegangen i turistindustrien, har været ude af stand til at finde et levegrundlag, som følge af den høje arbejdsløshed. Ansøgeren har videre oplyst, at han i perioden fra 1992-2013 modtog adskillige advarsler om ikke at tegne politiske karikaturer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke kom til Danmark for at søge asyl. Han har ikke været tilbageholdt af myndighederne eller i øvrigt har haft konflikter med disse. Han har ikke gjort gældende, at han har tegnet karikaturer, der kunne give anledning til strafferetlig forfølgelse eller lignende. Han har ikke i øvrigt asylbegrundende konflikter. Herefter og i det de af ansøgeren i øvrigt anførte grunde er socioøkonomiske, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Egypten vil risikere forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller er i reel risiko for overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2016/10/snd