Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er araber af etnicitet, er født i […],[…], Egypten, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at myndighederne enten vil henrette eller straffe ham med fængsel grundet hans homoseksualitet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at hans fader eller ansøgerens ekskærestes familie vil slå ham ihjel, idet ansøgeren er homoseksuel og har haft et forhold til sin kæreste. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter ukendte personer, herunder radikale muslimer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden 16-års alderen har været begyndende bevidst om sin seksualitet. I [sommeren] 2013 indledte ansøgeren et kærlighedsforhold til […], hvorefter de blev kærester. Ansøgeren og kæresten havde samleje på kærestens bopæl, hvor de blev opdaget af kærestens fader, der returnerede hjem fra en bryllupsfest tidligere end forventet. Ansøgeren og kæresten flygtede omgående fra bopælen. To til tre dage efter udrejste ansøgeren illegalt af Egypten til Libyen med sin kæreste. Få dage efter opholdet i Libyen blev ansøgeren meddelt, at han og kæresten var blevet idømt 10 års fængselsstraf af myndighederne, idet ansøgerens og kærestens forældre havde klaget til politiet. Informationen fik ansøgerens kæreste af en ven i Egypten. Ansøgerens kæreste omkom på vej til Italien, idet han faldt over bord fra en båd. Af ansøgerens forklaring fremgik, at han og kæresten, da de blev opdaget, begge var i besiddelse af pas, da de flygtede kun iført shorts og t-shirt. Ansøgeren havde videre sine betalingskort på sig. Ansøgeren har bekræftet, at han to gange tidligere i Grækenland har fået taget fingeraftryk. Det var dog ikke, som det fremgår af sagsakterne, i forbindelse med asylansøgninger. Ansøgeren har alene i overskriftsform kunnet forklare om det skete, herunder om den situation der var, da de blev opdaget, og om flugten herunder, om det skib de forlod Libyen med, og om hvorledes sejladsen foregik. Alle spørgsmål vedrørende sejladsen er besvaret afglidende. Blandt andet fremtræder ansøgerens oplysninger om, at hans kæreste og 19 andre personer blev tabt i havet ikke selvoplevet. Det er ikke troværdigt, at en egyptisk domstol ganske kort efter ansøgerens og kærestens flugt skulle have givet domme in absentia på 10 års fængsel. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet det ubetænkeligt at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som ikke selvoplevet og alene konstrueret til brug herfor. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for homoseksuelle i Egypten er af en sådan karakter eller intensitet, at disse i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har ikke oplyst om selv at have haft andre problemer i forbindelse med den af ham oplyste homoseksualitet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen i sit hjemland var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2015/1
