domo20195

Nævnet hjemviste i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik, Congo. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk muhemba og kristen protestant af trosretning fra Uwira, Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter, at hun vil blive slået ihjel af nogle ukendte personer, som slog hendes far og halvbror ihjel, fordi hendes far var mekaniker for hæren. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har også henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sydafrika frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte gerningsmænd, der tidligere har kidnappet og udsat hende for voldelige og seksuelle overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Den Demokratiske Republik Congo oplyst, at hendes far var ansat som mekaniker i hæren i Uwira. Ansøgerens fars opgave bestod i at reparere biler. I 1998 udrejse ansøgeren og hendes familie af Den Demokratiske Republik Congo som følge af krigen. I 2005 blev ansøgerens far slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. I 2013 blev ansøgerens halvbror, [A], ligeledes slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Sydafrika oplyst, at hun sammen med sin lillesøster, [B], og en god ven, [C], blev kidnappet af tre ukendte gerningsmænd, der ville røve og voldtage dem, i [vinteren] 2010 i Durban, Sydafrika. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk. Kidnapningen blev efterfølgende anmeldt til politiet i Sydafrika. I [vinteren] 2011 blev ansøgeren kidnappet af nogle af de samme ukendte gerningsmænd. De beskyldte ansøgeren for at være skyld i ét af deres familiemedlemmers død. De udsatte ansøgeren for voldelige og seksuelle overgreb, hvorefter de efterlod hende. I [foråret] 2012 forsøgte de samme gerningsmænd at kidnappe ansøgeren, [B] og [C] igen. Det lykkedes ikke. I [sommeren] 2012 rejste ansøgeren til Danmark på et visum for at besøge sine herboende søskende. I slutningen af [vinteren] 2013 blev ansøgeren telefonisk af [B] oplyst om, at [C] var blevet kidnappet og slået ihjel af politiet. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse [i vinteren] 2014 om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren taget stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til Sydafrika, og ansøgerens flygtningestatus i Sydafrika udløb i 2015. Flygtningenævnet skal ved denne afgørelse herefter tage stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til Den Demokratiske Republik Congo, hvor ansøgeren er statsborger. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at hendes far og halvbror er afgået ved døden i henholdsvis 2005 og 2013. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at de skulle være blevet dræbt af de samme ukendte gerningsmænd med ca. 8 års mellemrum, eller at ansøgeren som følge heraf nu skulle være i risiko for personlig forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egne formodninger, at hendes fars og halvbrors død skulle have en relation til faderens tidligere arbejde som mekaniker for den daværende regering tilbage i 1998, og at hun på grund af farens arbejde i dag skulle være profileret og udsat for at blive efterstræbt ved en tilbagevenden. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke personligt har haft konflikter med hverken myndigheder eller privatpersoner i hjemlandet forud for flugten på grund af de generelle forhold i forbindelse med krigen, og nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at hun er i risiko for forfølgelse på grund af individuelle konflikter ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ifølge nævnets praksis kan de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo heller ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Det fremgår imidlertid af Flygtningenævnets tidligere afgørelse [fra vinteren]  2014, at Udlændingestyrelsen ikke havde foretaget en nærmere vurdering af de særlige forhold i Kivu-provinsen, som dengang blev påberåbt af ansøgerens advokat som opfyldende kriterierne i Sufi/Elmi-dommen. Da ansøgeren havde opholdstilladelse som konventionsflygtning i Sydafrika, og da Flygtningenævnet havde fundet, at ansøgeren fortsat kunne opnå beskyttelse i Sydafrika, fandt Flygtningenævnet ved afgørelsen [fra vinteren] 2014 dog ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til nærmere stillingtagen til de nye anbringender omkring de aktuelle forhold i ansøgerens hjemområde i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgerens advokat har for nævnet under denne genoptagelsessag også anført, at de generelle forhold i netop Kivu-provinsen, hvor ansøgeren er født og opvokset, må anses for at være af en sådan karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden dertil vil være i risiko for at blive udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3 ved sin blotte tilstedeværelse. Ansøgerens advokat har herved navnlig henvist til UNHCR’s rapport fra september 2014 ”Position on returns to North Kivu, South Kivu and adjacent areas in the Democratic Republic of Congo affected by on-going conflict and violence in the region – Update I”. Udlændingestyrelsen har heller ikke i sin afgørelse [fra vinteren] 2017 foretaget en nærmere vurdering af forholdene i Kivu-provinsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en vurdering af, om forholdene i Kivu-provinsen aktuelt har betydning for ansøgerens ansøgning om asyl. Sagens hjemvises til fornyet behandling.” Demo/2019/5/HZC