Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Congo. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2008, efter at han var blevet meddelt tilladelse til familiesammenføring med sin daværende ægtefælle. I 2012 søgte han asyl.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk fuliru og kristen fra Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af andre politiske foreninger end MLC, som han ikke husker, hvad står for. Han er meget religiøs og er kommet i kristne kirker og har deltaget i CEPACs organisation. Han har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel af tutsierne som fortsat har magten i landet. Tutsierne er klar over, at ansøgeren har kritiseret myndighederne og regeringen igennem sit arbejde som korleder i kirken. Ligeledes frygter han sin tidligere ægtefælles familie, idet de ikke bryder sig om, at han har giftet sig med en tutsi. På et tidspunkt i 2004 blev byen omringet af tutsierne, og en dag, da ansøgeren var på vej til arbejde, blev han genkendt som hutu af en militærklædt person, der var slægtning til ansøgerens ægtefælle. Han truede ansøgeren på livet og begyndte at slå ansøgeren. En anden militærperson kom ansøgeren til undsætning, og han blev indlagt på et hospital, hvorfra han med sin onkels hjælp flygtede. Han opholdt sig hos onkelen i Bukavu, inden han tog videre til Uvira, idet der var blevet for farligt i Bukavu. Han blev rådet af en af landsbyboerne til at flygte, hvorfor han tog til Burundi, hvor han blev genforenet med sin ægtefælle. Ansøgeren måtte dog også leve skjult i Burundi på grund af sin etnicitet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har anført omstændigheder, der kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde problemer i Den Demokratiske Republik Congo de seneste to år, før han udrejste til Burundi, og at ansøgeren indrejste i Danmark som familiesammenført i 2008, men at han først søgte om asyl efter sin separation i 2012. Den omstændighed, at ansøgeren var udsat for et overfald begået af ægtefællens familie i 2004 kan ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et enkeltstående tilfælde, som ikke har en sådan intensitet, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens udtalelser som korleder imod regeringen kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at myndighederne ikke har opsøgt ansøgeren på grund af udtalelserne, og at det således beror på hans egen formodning, at myndighederne skulle efterstræbe ham. De generelt dårlige og usikre forhold for hutuer i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Såfremt ansøgeren ikke ønsker at opholde sig i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, kan han henvises til at tage ophold i andre og roligere dele af Den Demokratiske Republik Congo, herunder Kinshasa. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” drco/2013/2
