Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra D.R. Congo. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk bas congo og kristen af trosretning fra Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har været medlem og aktiv for organisationen […] siden 2007. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i forbindelse med sit frivillige arbejde for organisationen besøgte fængsler under dække af at være præst for at tale med indsatte om eventuelle brud på menneskerettighederne og andre krænkelser, som de havde været udsat for. De tilvejebragte informationer fra besøgende blev gennem organisationen publiceret for befolkningen i form af flyveblade, hvilket ansøgeren medvirkede til. Ansøgeren har flere gange været anholdt og tilbageholdt af myndighederne, fra hvem han flygtede en sommernat i 2010. Ansøgeren har under tilbageholdelserne været udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren fik af en direktør for organisationen, der nu er død, oplyst, at han er eftersøgt af sikkerhedstjenesten, og at en kollega var blevet slået ihjel for at have udført det samme arbejde som ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret detaljeret og sammenhængende om sit arbejde for […] og om myndighedernes tilbageholdelser af ham. For nævnet har ansøgeren forklaret troværdigt herom, og det forklarede har fremstået som selvoplevet. På den baggrund kan den omstændighed, at ansøgeren har forklaret divergerende om tid og sted for anholdelsen i Kisangani, og at ansøgeren har forevist et falsk id-kort, ikke føre til, at Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring, der tillige støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren har indsamlet regeringsfjendtlige oplysninger, at han som følge heraf har været fængslet i 2007 og i 2010, og at han under begge fængslinger blev udsat for fysiske overgreb. Det lægges endvidere til grund, at det i 2010 lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet, og at han efterfølgende holdt sig skjult indtil han udrejste. I forbindelse med den seneste fængsling blev også andre medlemmer af […] fængslet og organisationens leder […] samt flere andre højtrangerede medlemmer blev dræbt. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til D.R. Congo vil risikere myndighedsforfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor statsborgeren i Den Demokratiske Republik Congo […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. drco/2012/1