drco20121


Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse ([K-status) til en mandlig statsborger fra D.R. Congo. Indrejst i 2010.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk munyamulenge fra en navngiven by i D.R. Congo og kristen protestant af trosretning. Ansøgeren har siden 2003 været medlem af en forening ved navn […], der havde et humanitært formål for banyamulenge (munyamulenge). Ansøgeren har som asylmotiv anført, at han frygter at blive slået ihjel af de congolesiske myndigheder på grund af sin etnicitet, og fordi han har været tilbageholdt af myndighederne på grund af sit medlemskab af […]. Ansøgeren har henvist til, at han i forbindelse med transport af guld til Burundi den […] 2010 blev stoppet og visiteret, og myndighederne fandt blandt andet ansøgerens medlemskort til foreningen. Han blev herefter tilbageholdt og afhørt. Efterfølgende fandt myndighederne tillige det guld, ansøgeren skulle transportere og sælge i Burundi. Ansøgerens moder betalte herefter bestikkelse til vagterne i den arrest, hvor ansøgeren var tilbageholdt, således at ansøgeren kunne undslippe. Derefter flygtede ansøgeren sammen med sin moder til Burundi. Ansøgeren har under hele sagens behandling afgivet en konsistent forklaring om sit motiv. Flygtningenævnet tillægger det heroverfor ikke væsentlig betydning, at ansøgerens forklaring om smugleriet af guld til Burundi på visse punkter forekommer bemærkelsesværdigt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at sagens bilag 21, om mobiltelefonen og telefonnumrene i denne, kan tillægges særlig betydning for sagens afgørelse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er blevet tilbageholdt af myndighederne og afhørt om sit medlemskab af foreningen […], samt at ansøgeren blev løsladt mod betaling af bestikkelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herved er kommet således i myndighedernes søgelys, at han ved en tilbagevenden til D.R. Congo risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. drco/2011/2