Con20101

Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra D. R. Congo. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk munyamulenger fra byen Uvira i provinsen Sydkirvu. Ansøgeren havde oplyst, at han i perioden 1998/1999-2004 flere gange var blevet forsøgt hvervet af Federal Republican Forces (FRF) og som resultat heraf i 2004 var flygtet til Goma. I slutningen af 2006 blev ansøgeren i Goma tilbageholdt af militsen CNDP, der havde underlagt ansøgeren et halvt års militær træning i en lejr. I slutningen af 2007 var det lykkedes ansøgeren at flygte fra lejren og på ny bosætte sig i sin hjemby. I efteråret 2008 blev ansøgeren anholdt af myndighederne, der uretmæssigt beskyldte ham for at hjælpe med at hverve nye medlemmer til CNDP. Ansøgeren var tilbageholdt et halvt år i et fængsel i Goma. Ansøgeren flygtede ved at betale en vagt for at smugle ansøgeren ud af fængslet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring for nævnet havde været usammenhængende og udbyggende i forhold til tidligere forklaringer. Ansøgeren havde først under mødet i Flygtningenævnet forklaret om, at han i perioden fra 1998/1999 til 2004 var blevet forsøgt hvervet som leder af FRF. Ansøgeren havde også først under nævnsmødet forklaret, at baggrunden for, at han havde kunnet opholde sig uden problemer i sit hjem i over et år efter sin flugt fra CNDP i slutningen af 2007, havde været, at han havde været beskyttet af en munyamulenge kommandant indtil efteråret 2008. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at Udlændingeservice havde udeladt denne del af ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren heller ikke havde omtalt disse forhold i sit asylansøgningsskema. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været kidnappet af CNDP og tilbageholdt mod sin vilje i omkring et år, eller at han efterfølgende havde været tilbageholdt af myndighederne i slutningen af 2008 og i første halvdel af 2009. Uanset om ansøgeren i en periode skulle have opholdt sig hos CNDP og i forbindelse hermed forladt CNDP uden tilladelse, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse fra CNDP eller FRF. Den omstændighed, at ansøgeren er munyamulenge kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede, at myndighederne og CNDP havde indgået en fredsaftale i marts 2009. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Con/2010/1.