Nævnet stadfæstede i august 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2008. Sagen blev under nævnsmødet sambehandlet med ansøgerens bedstefaders og fætters sager. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af militæret i Congo, eftersom styret havde haft en vedvarende konflikt med familien, hvor ansøgerens far var blevet udsat for tortur, og ansøgerens onkel var blevet dræbt. Ansøgeren var indrejst i Danmark, fordi han skulle til et bryllup hos en onkel. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens og medansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding, der søger asyl, skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om der kan gives asyl. Ansøgerne var under nævnsmødet blevet detaljeret udspurgt, navnlig om omstændighederne i forbindelse med visumansøgningen, deres udrejse fra Brazzaville og hvilke oplysninger, de havde fået efter deres indrejse i Danmark. Ansøgerne havde på konkrete spørgsmål overvejende svaret med henvisning til generelle forhold, og forklaringerne forekom på de centrale punkter undvigende. Flygtningenævnet kunne under hensyn hertil og til den sene fremkomst af de dokumenter, de angiveligt havde modtaget i en vedhæftet fil sendt pr. e-mail til fætteren, ikke lægge til grund, at myndighederne i lufthavnen havde set disse dokumenter eller i øvrigt identificeret dem som slægtninge til ansøgerens onkel boende i Danmark. Flygtningenævnet fandt herunder, at myndighederne i så fald måtte antages at ville have tilbageholdt ansøgerne i lufthavnen. Flygtningenævnet fandt det endvidere ikke troværdigt, at ansøgerne end ikke havde forsøgt at skaffe sig oplysninger om et navngivent familiemedlem og de øvrige familiemedlemmer i hjemlandets skæbne, og at ansøgerens herboende onkels hustru havde forholdt dem de oplysninger, hun angivelig havde fået af en nabo til familiens ejendom i Brazzaville, til efter brylluppet. Flygtningenævnet tillagde det i øvrigt betydning, at overgrebet på ansøgerens far og det oplyste drab på ansøgerens onkel boende i Congo lå noget tilbage i tid, og der herefter og indtil ansøgernes udrejse ikke var sket yderligere overgreb på familien. Da Flygtningenævnet herefter efter en samlet vurdering ikke kunne lægge vægt på ansøgernes forklaringer om asylmotivet, opfyldte ansøgeren og medansøgerne ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Con/2009/3