Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, født i 1967. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at de overgreb, som ansøgeren var udsat for i en bestemt by forud for flugten, skyldtes at lokale myndigheder ville tvinge hende til at bruge sin stilling i en nødhjælpsorganisation til at overdrage dem organisationens midler. Flygtningenævnet kunne tiltræde, at ansøgeren på grund af disse overgreb ikke på ny kunne tage ophold i den pågældende by. Ansøgeren havde påberåbt sig, at hun ikke kunne vende tilbage til Kinshasa, hvor hun er opvokset, dels på grund af risiko for forfølgelse fra myndighederne i den pågældende by, dels på grund af hendes ægtefælles politisk begrundede problemer i Kinshasa. Efter karakteren af de problemer, der opstod i regionen, var der ikke grundlag for at antage, at disse ville kunne bevirke, at ansøgeren ville blive forfulgt af myndigheder, hvis hun tog ophold i Kinshasa. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om problemerne i Kinshasa som følge af ægtefællens forhold, fandt Flygtningenævnet, at det ikke var sandsynliggjort, at ansøgeren i Kinshasa ville blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren kunne opholde sig i Kinshasa fra november 2003 til august 2004, hvor hun på ny blev udstationeret i den pågældende by, at ansøgeren i denne periode alene blev opsøgt og spurgt om sin ægtefælles opholdssted, at ægtefællen befandt sig i en anden by og rejste over til hende i den pågældende by, og at han efter ansøgerens forklaring ikke havde problemer i disse byer på grund af sine politiske aktiviteter. Uanset om ansøgerens søskende og tre ældste børn ikke befandt sig i Kinshasa i 2003 til 2004, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at dette havde sammenhæng med hendes ægtefælles forhold. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på oplysningerne i rapporten ” Democratic Republic of the Congo Country Report”, udgivet af British Home Office den 18. november 2005, hvorefter at personer, der var tæt forbundet med den tidligere præsident Mbuto, på nuværende tidspunkt ikke oplever konflikter i Kinshasa. Con/2006/3