Con20061

Nævnet meddelte i februar 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra den Demokratiske Republik Congo, født i 1967. Indrejst i maj 2003. Ansøgeren er etnisk luba og katolik af trosretning. Det fremgår af sagen, at ansøgeren arbejdede som selvstændig indenfor malerbranchen, hvor han fik et tilbud om at male nogle værelser hos en general. Ansøgeren opdagede ved ankomsten til generalens hus, at stedet blev benyttet til henrettelser, idet der var frisk blod på gulv, vægge og møbler. Af frygt for at ansøgeren skulle afsløre generalen, blev ansøgeren og dennes to medhjælpere efterfølgende frihedsberøvet af militæret, indtil en fangevogter smuglede ham ud af cellen. Ansøgeren lider af sukkersyge og modtog ikke insulin under frihedsberøvelsen. Som følge af, at ansøgeren ikke havde fået insulinindsprøjtninger i omtrent en måned, opstod der komplikationer i udtalt grad, hvorfor ansøgeren blev akut indlagt ved ankomsten til Danmark. Flygtningenævnet bemærkede, at det fremgår af sagen, at ansøgeren som følge af sin ubehandlede sukkersyge ved ankomsten her til landet havde betydelige helbredsproblemer. Af ansøgerens forklaring er fremgået, at han, som følge af at han blev sat til at slette spor i et hus, hvor der var foregået henrettelser, frygter for sit liv ved en tilbagevenden til hjemlandet. Efter ansøgerens opfattelse hører personkredsen til magthaverne. På baggrund af oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold fandt Flygtningenævnet det overvejende betænkeligt at lægge vægt på de divergenser, der er i ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en nærliggende risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Con/2006/1