Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Den Demokratiske Republik Congo, født 1940 M og 1946 K. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne ikke havde været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne havde som deres asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøgers broder, der var politiofficer, i april 1999 blev dræbt af rwandiske soldater, der anklagede ham for blandt andet at have medvirket i drabet på en rwandisk spion. Ansøgerne blev opfordret til at forlade hjemegnen af soldaterne, idet ansøgerne var etniske lubaer. Den mandlige ansøger blev ikke udsat for fysiske overgreb, men den kvindelige ansøger blev forulempet og fik blandt andet et knivsår i den ene arm. De havde endvidere henvist til, at de congolesiske myndigheder nu måtte antages at være klar over, at ansøgernes søn havde ophold her i landet. Flygtningenævnet havde ved vurdering af sagen lagt vægt på, at begivenhederne omkring drabet på den mandlige ansøgers broder lå langt tilbage i tiden, og at aktionen ikke var rettet mod ansøgerne. Nævnet havde videre lagt vægt på, at ansøgerne havde opholdt sig i hjemlandet fra 1999 til udrejsen i 2004, herunder i de sidste knapt to år i Kinshasa, uden at have haft asylrelevante problemer med oprørere, lokalbefolkningen eller myndighederne. Ansøgerne fik udstedt ægte nationalitetspas og udrejste problemfrit for at besøge deres søn i Danmark. Ansøgerne søgte først asyl efter nogen tids ophold her i landet. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen eller ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt herved ikke, at myndighedernes mulige kendskab til, at ansøgerens søn i 1998 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, var asylbegrundende for ansøgerne, hvorved bemærkedes, at ansøgerne aldrig havde deltaget i politiske aktiviteter. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for, ud fra et synspunkt om subjektiv frygt, at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af de anførte bestemmelser. Såfremt ansøgerne ikke ønskede at tage ophold i deres hjemegn i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, fandt nævnet, at de måtte henvises til at tage ophold i en anden del af landet, herunder Kinshasa, hvor ansøgerne havde opholdt sig i en længere periode forud for udrejsen. De generelt usikre forhold i hjemlandet fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse. Con/2005/1
