Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk muluba og kristen fra Goma, Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel eller udsat for fysiske overgreb af de congolesiske myndigheder, fordi han var været udrejst af landet, ligesom han frygter de generelle forhold i landet på grund af krigen. Klageren har til støtte herfor henvist til, at der havde været flere massakrer på klagerens universitet, og i [sommeren] 2004 var der endnu en massakre på universitet, hvor mange studerende blev slået ihjel. Soldaterne kom til universitet om natten, hvor de slog nogen af de studerende ihjel. Klageren ankom til universitetet næste morgen, hvor han så de dræbte ligge på jorden. Herefter besluttede klageren sig for at flygte, og det lykkedes ham at komme med en af de biler, der hjalp med at evakuere folk fra landet. Klageren har videre forklaret, at han har hørt, at personer, der vender tilbage til hans hjemland, bliver slået ihjel af myndighederne, da myndighederne betragter dem som modstandere med tilknytning til Les Combattants. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive tvangshvervet til militæret. Klageren har til støtte herfor forklaret, at der i hjemlandet kommer soldater for at tvangsrekruttere både unge mennesker og børn. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring til grund, at han flygtede i 2004 på grund af kamphandlinger på det universitet, som han studerede på. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han ikke i forbindelse med kamphandlingerne var personligt involveret i konflikt med de soldater, der deltog i kamphandlingerne, men at klageren valgte at flygte sammen med mange andre som følge af episoden og i den forbindelse kortvarigt blev holdt tilbage af en gruppering af soldater, der imidlertid blev angrebet af en anden gruppe. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren ved udrejsen ikke i øvrigt havde konflikter med myndighederne eller andre i Den Demokratiske Republik Congo, og at han ikke på noget tidspunkt har aftjent værnepligt eller har været udsat for forsøg på tvangsrekruttering til militæret i Den Demokratiske Republik Congo, hvor der efter de foreliggende baggrundoplysninger ikke er obligatorisk værnepligt. På den baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne om personer, der vender tilbage til Den Demokratiske Republik Congo fra udlandet, herunder rapporten fra UK Home Office, Country Information and Guidance – Democratic Republic of Congo: Treatment on return, september 2015, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren – der ikke kan anses for at være højt profileret i forhold til myndighederne i Den Demokratiske Republik Congo – ved en udsendelse vil være i risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det beror således alene på hans egen formodning, at han vil blive forsøgt tvangsrekrutteret til militæret og udsat for overgreb fra myndighedernes side, fordi han har været i udlandet, eller fordi de vil betragte ham som tilknyttet bevægelsen Les Combattants, som er modstandere af styret i Den Demokratiske Republik Congo, uanset at klageren ikke har eller haft nogen kontakt med Les Combattants. De generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren i tilfælde af udsendelse vil blive udsat for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren ved udsendelse til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” mvln/ demo/2018/8
