demo20183

Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2017. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk muwira og muslim af trosretning fra Uvira, Syd-Kivu, Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de congolesiske myndigheder samt en mand, som blev kaldt Baba Yvette. Til støtte for asylmotivet, har ansøgeren oplyst, at han sammen med sin søster blev rekrutteret til en teatergruppe af Baba Yvette. Baba Yvette er far til en pige ved navn Yvette. Ansøgeren og hans søster blev rekrutteret umiddelbart efter, at ansøgeren søster havde deltaget i en teaterforestilling på deres skole. Ansøgeren og hans søster blev tilbageholdt af politiet og fik advarsel om, at de ikke skulle lave politisk arbejde. Teatergruppen blev gennem Baba Yvette involveret i Luchas arbejde. Lucha er en ikke-politisk ungdomsgruppe. Ansøgeren har sammen Lucha deltaget i en demonstration. En dag blev, ansøgeren, hans søster, nogle medlemmer fra Lucha og nogle fra publikummet, mens de var i gang med et teaterstykke, tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren havde en Lucha t-shirt på, som han have fået fra gruppens repræsentant. Ansøgeren og hans søster blev løsladt efter, at de angav Baba Yvette, som den ansvarlige for samarbejdet mellem teatergruppen og Lucha. Herefter udrejste ansøgeren og hans søster til Tanzania, hvor de opholdt sig hos deres far. Ansøgeren indrejste til Europa gennem Belgien med et belgisk visum, som han har opnået ved en falsk tanzanisk nationalitetspas. Ansøgeren mødte sin søster i Sverige, hvorfra de sammen rejste til Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet kan ikke i øvrigt lægge ansøgeren forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren har opgivet urigtige oplysninger om såvel navn som nationalitet og alder til de belgiske myndigheder. Ansøgeren har herunder oplyst, at han er født i 1990, mens han ved indrejse i Danmark har oplyst, at han er født i 2001. Den foretagne aldersundersøgelse peger med størst sandsynlighed på, at ansøgeren er født i 1998. Dette fører til, at ansøgerens generelle troværdighed må drages i tvivl. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren skulle have opholdt sig i en periode på otte eller ni måneder i Sverige, uden at han har gjort sig nogen overvejelser om formålet med eller baggrundet for sit ophold der, samtidig med, at han i hele perioden levede i skjul.  For så vidt angår ansøgerens forklaring om hans asylmotiv er Flygtningenævnet enigt med Udlændingestyrelsen i, at denne forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger bl.a. vægt på, at ansøgeren ved samtalen [i vinteren] 2017 kun kunne nævne navnet på et medlem af teatergruppen, der efter det oplyste kun omfattede 12 medlemmer. Ved fremmøde i Flygtningenævnet kunne ansøgeren, i lighed med sin søster, angive navnene på flere medlemmer. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin kontakt til sin far, idet han til sin oplysnings- og motivsamtale fra [sommer] 2017 oplyste, at han havde talt med sin far, da han var i Belgien.  Såvel ved den senere samtale [ i vinteren] 2017 som ved fremmøde ved Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke har talt med sin far, siden han opholdt sig i Tanzania. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren, der efter det oplyste var blevet anholdt bl.a. fordi han fremstod som om han støttede Lucha, skulle have valgt at medbringe en Lucha t-shirt ved sin udrejse af Congo. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2018/3/TBP.