cuba201402

Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Cuba. Indrejst i 2013.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er cubansk statsborger og yuraba af trosretning. Ansøgeren har været medlem af en dissidentorganisation på Cuba. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cuba frygter at blive fængslet, idet han udrejste ulovligt af landet, og idet han forud for sin udrejse fik slettet oplysninger om sig selv i statens register med henblik på at kunne udrejse af Cuba. I 2004 blev ansøgeren medlem af dissidentorganisationen, idet han var utilfreds med, at regeringen ikke ville lade ham udrejse. Derudover har han gennem sit arbejde som musiker skrevet flere protestsange mod den cubanske regering. Som følge af medlemskabet af dissidentorganisationen har han deltaget i over 50 møder og demonstrationer, og han har flere gange været tilbageholdt af det cubanske politi, der bad ansøgeren om at ophøre med sine politiske aktiviteter. Ansøgeren valgte at fortsætte til trods for politiets advarsler. I 2011 mødte han en dansk pige på Cuba, som to år senere inviterede ham til Danmark. Han udrejste af Cuba og indrejste i Danmark den […] 2013. Inden han udrejste af Cuba, fik han mod betaling en ven til at kontakte en person, der slettede oplysninger om ansøgerens videregående uddannelse i statens register. Ansøgeren fik også udstedt et pas. Sletningen af hans uddannelsesoplysninger i systemet medførte, at han kunne udrejse af Cuba. I [foråret] 2013 blev hans moder opsøgt af den cubanske efterretningstjeneste, som udspurgte moderen om ansøgeren. Efterretningstjenesten bad endvidere ansøgerens moder om at kontakte dem, når ansøgeren vendte hjem. Flygtningenævnet konstaterer, at ansøgerens forklaring gradvist igennem oplysnings- og motivsamtalen, samtalen med Udlændingestyrelsen og forklaringen under mødet er udbygget, og indeholder divergenser på væsentlige punkter. Nævnet hæfter sig ved, at ansøgeren under samtalerne med styrelsen har kaldt organisationen Organisacion de dissidentes Cubanos, men under mødet på præciserende forespørgsel kalder organisationen Organisacion de dissidentes, at han har forklaret divergerende om, hvem der var leder af organisationen, og at han ikke har været i stand til nærmere at redegøre for organisationens arbejde. Nævnet bemærker endvidere, at han under oplysnings- og motivsamtalen oplyser, at han kun har været udsat for psykisk tortur under tilbageholdelser, at han under samtalen med styrelsen forklarer om en anholdelse, hvor han underkastes torturlignende forhold, og at han under mødet for nævnet forklarer om to episoder, hvor han underkastes torturlignende forhold. Endelig bemærker nævnet, at han har forklaret divergerende om, hvor mange gange han har været tilbageholdt af kortere varighed. Af ovennævnte grunde finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin tilknytning til en eventuel dissidentorganisation er i risiko for forfølgelse af de cubanske myndigheder. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med udrejsen har fået slettet nogle oplysninger om sin uddannelse midlertidigt forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet tilsidesætter denne forklaring og finder derfor heller ikke, at han risikerer forfølgelse fra myndighederne som følge af hans udrejse, der er sket med de cubanske myndigheders tilladelse og på lovligt pas. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” cuba/2014/2