Nævnet stadfæstede i februar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Cuba. Indrejst i 2007. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet, at hun og hendes kusine i december 2006 blev anholdt på kusinens bopæl, hvor de havde siddet sammen med venner og talt dårligt om præsidenten. Efter fem dages tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt mod betaling af kaution, men hun var fortsat sigtet efter en paragraf i den cubanske straffelov omhandlende personer, der talte nedsættende om styret. Under opholdet i Danmark havde ansøgeren talt med en moster, som havde fortalt, at politiet havde opsøgt ansøgerens bopæl og spurgt efter hende. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er cubansk statsborger. I januar 2007 var ansøgeren udrejst fra Cuba til Spanien og derfra videre til Danmark legitimeret med ægte nationalitetspas isat midlertidig opholdstilladelse i Danmark gældende til december 2007 og udrejsetilladelse fra Cuba gældende til april 2007. Ansøgeren udrejste fra Danmark til Spanien i sommeren 2007 og herfra videre til Tyskland, hvor hun først i 2008 var blevet anholdt. Hun var herefter genindrejst i Danmark først i sommeren 2008. Nævnet bemærkede, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at godtgøre sin identitet og sit asylmotiv. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes tilbageholdelse af politiet til grund. Ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om blandt andet, hvor hun var blevet anholdt, om hvorvidt hun havde været sammen med sin kusine, samt om hvor længe hun havde været tilbageholdt. Det forhold, at ansøgeren ikke længere havde en gyldig udrejsetilladelse fra Cuba kunne ikke medføre, at der af den grund skulle meddeles ansøgeren asyl i Danmark. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det af baggrundsmaterialet fremgik, at personer, der ikke var profilerede politisk i forhold til det cubanske styre havde gode chancer for at få lov til at indrejse i Cuba, selvom deres udrejsetilladelse var overskredet. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cuba ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde også tillagt det en vis vægt, at ansøgeren først søgte asyl efter, at hun først i 2008 var blevet anholdt i Tyskland på grund af ulovligt ophold her. Cuba/2009/1
