Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun, født i 1958. Indrejst i november 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at han som tidligere statsembedsmand var i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en hjemvenden som følge af tidligere medlemskab af SDF (Social Democratic Front) og arbejde for SCNC (Sonthern Cameroun National Council) og flugt fra fængsling som følge af dette. Efter ansøgerens forklaring, der støttedes af de foreliggende lægelige udtalelser fra de norske myndigheder, kunne det lægges til grund, at ansøgeren havde været udsat for hårdhændet behandling i forbindelse med tidligere tilbageholdelser. Efter ansøgerens forklaring om tidspunkterne for tilbageholdelserne, sammenholdt med at han – bortset fra den seneste tilbageholdelse – var blevet løsladt efter kortere perioder og derefter kunne fortsætte sit arbejde, fandt nævnet imidlertid at måtte lægge til grund, at der - også ved den seneste fængsling - havde været tale om generelle anholdelser i forbindelse med demonstrationer i forbindelse med valgene. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været individuelt efterstræbt af myndighederne. Nævnet lagde her også vægt på, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i hjemlandet cirka 2½ år fra den seneste tilbageholdelse og indtil til første udrejse og igen tre uger i 2005 uden problemer, ligesom han fortsat havde aktiver i hjemlandet. Nævnet lagde endelig vægt på, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at tilknytning til SCNC og til SDF, der er et lovligt parti, ikke længere medfører forfølgelse fra myndighedernes side. På denne baggrund fandtes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en hjemvenden ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse. Cam/2006/3