Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun, født i 1980. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ved indrejsen og senere alene som sit asylmotiv havde henvist til familiens uoverensstemmelser med en anden familie vedrørende en ejendom. Først under samtalen med Udlændingestyrelsen havde ansøgeren oplyst om anholdelser og tilbageholdelser fra myndighedernes side i anledning af nogle ”plantede dokumenter” vedrørende partiet SCNC (Southern Cameroun National Counsil). Flygtningenævnet forkastede ansøgerens seneste forklaring. Den var først fremkommet seks måneder efter ansøgerens første forklaringer, hvorefter han aldrig havde haft problemer med hjemlandets myndigheder, og forekom i øvrigt som konstrueret til lejligheden. Selvom nævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om konflikten med en anden familie til grund, fandtes denne at være af privatretlig karakter, og således ikke asylbegrundende. Ansøgeren havde hverken ved fremmøde hos sin advokat eller i nævnet ønsket at underbygge sine forklaringer. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var forfulgt ved udrejsen, eller ved en tilbagevenden til Cameroun ville blive udsat for en behandling, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Cam/2005/1