Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Burundi. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tutsi og var indrejst her i landet i sommeren 2004 i forbindelse med familiesammenføring med sin ægtefælle, der var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i 2002. Ansøgeren havde i 2006 ansøgt om fremmedpas. Udlændingemyndighederne havde betragtet denne anmodning som en ansøgning om asyl. Flygtningenævnet fandt, at de tidsmæssige betingelser for at kunne opnå konsekvensstatus ikke var til stede. Allerede af den grund var der ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus. Hverken hun selv eller hendes familiemedlemmer havde været politisk aktive og havde heller ikke iøvrigt profileret sig. Ansøgeren havde forklaret om et overfald på familien i 2001. Det fremgik, at der i ansøgerens hjemland i 2001 generelt var voldsomme uroligheder. Ansøgeren havde opholdt sig i hjemlandet i flere år efter den pågældende begivenhed og inden udrejsen. Ansøgeren oplyste, at hun ikke i denne periode havde været udsat for overlast. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved sin udrejse var forfulgt. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland, ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice med henblik på en nærmere afklaring af ansøgerens drøftelser med hendes hjemkommune vedrørende asyl. Burundi/2009/1
