Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi, født 1975. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet udtalte, at de overgreb, ansøgeren havde angivet at have været udsat for, ikke havde haft en sådan voldsomhed eller intensitet, at de i sig selv kunne begrunde asyl. Ansøgeren havde ikke selv været politisk aktiv. Han havde oplyst, at hans broder, som han senest havde set i 1996, havde været tilknyttet FNL. Denne omstændighed kunne heller ikke begrunde asyl. Det fremgik, at ansøgeren havde problemer med en række personer, som han havde kendt fra sin barndom. De pågældende personer havde været tilknyttet Sans Echéc. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at disse problemer kunne begrunde asyl, da ansøgeren måtte være henvist til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i nærliggende risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Bur/2005/4
